Anmeldelser

Hvad er et museum egentlig? En offentlig tilgængelig udstilling at artefakter af kulturel og historisk væsentlighed. Efter retro blev in, har spilbranchen også set sit snit for at adoptere konceptet af museum til at tjene nye penge på gamle spil. Namco gjorde det. Midway gjorde det. Nintendos Game & Watch gjorde det. Men det kræver en særligt stof at blive værdig til udstillinger. Vores spilhistorie rydder automatisk ud i gamle værker. Er det ikke godt, bliver det glemt. Er det skelsættende bliver det husket. Og Pac-Man er én af de få titler, som siden sin entré i 1980 aldrig forsvinder. Problemet er blot, at den gule ost også har medvirket i en række glemte værker og ulidelige spin-offs, og så er spørgsmål om det stadig er et ægte museum? Pac Man er stort set sin egen genre. Hvor Space Invaders kan betragtes som stamfaderen til nutidens shooters, så skal man søge længe efter moderne spil som konceptuelt ligner Pac Man. Og måske derfor havde Pac Man også svært ved at fornye sig efter sin undfangelse i den blå labyrint. Måske har du aldrig hørt om de tidligere fortsættelser: Pac & Pal og Super Pac-Man var forsøg på at ekspandere spillets muligheder, men hvorvidt det var succesfulde forsøg kan mindeværdigheden afgøre. I mere radikale forsøg på at drive rovdrift på Pac-Man, gik det også mere galt. I 1984 udkom Pac-Land, der slap labyrintens tøjler og rejste til platform-genren gennem en cartoonish verden. Pac Man fik ben og øjne ... og en hat. Var det iscenesat som en Mario konkurrent, så fejlede det totalt. Pac Land er så dårligt at det næsten er godt. Men, det var ikke den eneste akavede genre som Pac Man uopfordret besøgte. Tetris + Pac Man på Mega Drive? Det blev til Pac-Attack, som de færreste kender, og med god grund. En enkelt solstråle skinnede i arcadehallen i 1987, hvor Pac-Mania vendte perspektive til isometrisk perspektiv, forbedrede grafikken og gav Pac-Man muligheden for at hoppe over spøgelserne. Altid med et øjebliks sug i maven. Osten blev efterladt i arcade-hallen, men i vores nye konsolgeneration tid genfandt Pac-Man sit rette element splejset med modernitetens teknik og tempo. Pac Man Battle Royal introducerede multiplayer kampe. Spis eller bliv spist for op til fire spillere. En intelligent variation af det gamle koncept, støbt til en ny generation af spillere. Og for dem som aldrig helt fattede fascinationen ved Pac-Man, kom Pac-Man Championship Edition der bevarede det den gamle maze, men i mere generiske formater med større variation, sublimt flow og en adrenalinfremkaldende puls. Championship Edition blev kort efter tunet med en DX udgave, som desværre ikke er med i denne museumstur. Så turen gennem Pac-Mans museum er lige så meget en rejse gennem ostens egne fejl og forglemmelige præstationer. Det startede godt, sluttede godt og imellem en del usikkerheder. Pac-Man Museum er som pakkeløsning dog en forudsigelige affære, hvor præsentationen ligner det sædvanlige hastværk. En pastelfarvet cartoon-menu, en non-lineær navigation og lidt konsoltypiske badges for at spille spillene. Kunne en af spilverdenens mest betydningsfulde ikoner virkelig ikke få en bedre indretning? Der er nogle gode titler i pakken, og alene Championship Edition burde erhverves, men jeg havde foretrukket at Pac-Man blev behandlet mindre som en handelsvare og mere som ægte spil-mytologi.

Så er det atter en gang tid til hæsblæsende, muddersprøjtende og adrenalinfyldt rally action. I denne omgang leveret af udvikleren ”Milestone” som tidligere bl.a. har stået bag WRC4 og...

Vi befinde os et sted i Afrika for flere millioner år siden, her hersker junglens love og det er op til dig at sørge for abeflokkens overlevelse og udvikling...

Sjovt og børnevenligt RPG, der i den grad appellere til fantasien og legebarnet i os alle, men under den nuttede overflade er der ikke meget variation at finde.

Brave er ikke et licensspil af værste skuffe, det er klasser bedre end skrækeksempler som Kung Fu Panda 2 og Harry Potter og Dødsregalierne, men der er også et...