13.6 C
Copenhagen
9 oktober 2024

Trine2

Published:

Jeg hader tutorials. Kedsomheden er lige ved at indfinde sig i de første indledende runder af Trine2 … hvis da ikke hele atmosfæren var så fortryllende. Trine2 er et eventyrligt eksempel på old-school spildesign som møder new-school håndværk. Et platformspil af klassisk kaliber, tilført nye moderne tankebaner. Tre arketypiske karakterer fra eventyrene løber sidelæns i en blanding af hjernegrublere og action: Den fysisk svage troldmand, som har magiske kræfter. Den kvindelige tyv, som har pil, bue, hastighed og akrobatik. Og den robuste ridder som har skjold, sværd og styrke. Sammen udligner de hinandens styrker og svagheder der skal udnyttes for overkomme forhindringerne.

”Aha, selvfølgelig”. Trine2 er en af den slags spil hvor uigennemskuelige gåder pludselig bliver klokkeklart indlysende. Blot man lurer finten. Tricket er at parre karakterens egenskaber med miljøets logik og rekvisitter. Troldmanden kan løfte en klippe med sin magi, sænke den over en træstamme som vipper, og leder et vandløb over til en plante som gror sig kæmpe. ”Switch!” Så skifter man til tyven der kaster en reb mod plantens top, hejser sig op og svinger til en forhøjet bro. Men for enden af broen venter fjendtlige orker. ”Switch!” Så skifter man til ridderen der nedlægger fjenden og braser gennem en stenvæg med et superangreb.

Dette er anatomien i Trine2. Brug de tre karakterers egenskaber som puslespilsbrikker der skal passe sammen. Barrieren er lav og starter i det små, men efterhånden vokser dets volumen.

Og så er der baggrunden. Hvor irrelevant det end er for spildesignet, så har kulissen samme kraft som billederne i en eventyrbog. Man suges ind i historiens verden og tænder barndommens fascination for eventyret. Selvom Trine2 i sin komposition er et simpelt spil, og ikke foregår i et komplekst tredjeperson miljø, så er det et teknisk krævende spil. Detaljegraden og lyseffekterne har brug for en potent hardware.

Trine2 er en download titel som kan hentes til stort set alle platform. På Xbox Live eller PlayStation Store, eller fra Steam som både er kompatibelt med PC og Mac. Jeg testede spillet på Steam men fandt styringen med mus og tastatur for stivbenet i forhold til motorikken. Meget tid blev spildt på at falde fra platformene – en simpel handling som en konsol-controller kan løfte bedre. Er Trine2 på din indkøbsliste så overvej stærkt en konsolversion.

Høj produktionsværdi, visuelt blændende, logisk stimulerende og rent fortryllende. Trine2 er et godt eksempel på, at de bedste, innovative spil ikke længere findes på fysiske butikshylder. Det vil formentlig mest vække gejsten hos et modent publikum der nyder gensynet med det klassiske koncept og sætter pris på den sanselige rejse – og har et kreditkort.

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img