I 1998 udkom det første Thief spil ”Thief: The Dark Project” eksklusivt til PC, og var med til at danne skole for en ny type spil, hvor formålet primært var at undgå konfrontation med fjenderne, bruge mørke og skygger og lydeffekter i stedet for våben. Spillet blev rost hos alverdens anmeldere og spillere der elskede det anderledes first-person eventyr. I 2000 kom efterfølgeren ”Thief II: The Metal Age”, igen kun til PC, der udbyggede på formlen fra det første spil, og igen nød stor popularitet, desværre måtte udviklerne Looking Glass Studios kort efter dreje nøglen om, men flere af de ansatte fortsatte arbejde med serien hos Ion Storm, der i 2004 udgav ”Thief: Deadly Shadows”, denne gang både til PC og Xbox.
Der er nu gået yderligere 10 år og Eidos Montréal (dem der gav os ”Deus Ex: Human Revolution”) har overtaget rettighederne til serien, og gør den altså for første gang tilgængelig på Playstation.
Historien forgår flere hundrede år efter den originale trilogi, men der er masser af henvisninger til begivenheder og karakterer fra de tidligere spil. Vi følger Gerrett der vågner op efter at have ligget i en komalignende tilstand i et år. Han og en tidligere lærling, Erin, var ude på en opgave, der involverede et bizart ritual og Erins forsvinden.
Garrett vågner desuden op til en by hærget af sygdom og tyrani fra ”The Baron”, og må arbejde sammen med modstandsbevægelsen for at komme nærmere sandheden om det mystiske ritual, og finde frem til oplysninger der kan lede ham på sporet af Erin.
Jeg synes historien startede godt, og var oprigtigt fanget af mysteriet om ritualet og Erin, men det følges ikke til dørs undervejs, og svage karakterer og uoplagt stemmeskuespil gjorde, at jeg ofte bare sad og trippede for at komme videre med næste udfordring, i stedet for at koncentrere mig om historien. Stephen Russell der så levende lagde stemme til Garrett i seriens tidligere spil er stærkt savnet!
Gameplayet er helt klassisk stealth, og tro mod præmissen fra de tidligere spil i serien, det handler om IKKE at blive opdaget, bevares, Gerret kan nogle tricks, men så snart der er mere end en fjende involveret i kampen styrtdykker dine odds for overlevelse.
Du tvinges til at overveje dine muligheder for at komme uset videre, men det er som om udviklerne lokker dig til at tro, at du kan mere end det egentligt er tilfældet. Alt for ofte er svaret og fremgangs måden nemlig givet på forhånd, og her kunne jeg altså godt tænke mig der var plads til lidt mere kreativitet, eksempelvis er Gerretts ildpile kun anvendelige hvis der er en olietønde i nærheden, og hvem i helvede har også utætte olietønder stående tilfældige steder i nærheden af vagter?? Helt ærligt – kunne de ikke også være brugt til at sætte ild i andre materialer, et flag? Et gardin? En bunke hø?…. bare et eller andet?
Heldigvis er spillet krydret med nogle interessante puzzles, der udfordrer hjernen uden på nogen måde at blive frustrerende svære.
Grafikken i Thief er pæn og jeg kan godt lide det mørke og gråtonede steampunk univers udviklerne har fået skabt. Det kan dog godt blive lidt ensformigt i længden, og en mere varieret brug af farvepaletten savnes mod slutningen af spillet. Lys og skygger er vigtige elementer i et stealth spil, og det har Eidos virkelig fået styr på, det ser ikke alene fantastisk ud, men det føles også naturlig.
Jeg oplevede ikke mange glitches eller framerate problemer undervejs, men sidder dog ikke med nogen følelse af et ”next-gen spil”, og jeg glemt flere gange undervejs, at jeg rent faktisk havde gang i min Playstation 4. Nuvel, spillet er også udviklet til PS3, så det er forståeligt, jeg har dog lidt sværere ved at forstå de lange loadtider, så meget er det jo heller ikke at regne på for den ellers så stærke PS4 motor.
Jeg tror der er rigtig mange derude der har glæder sig enormt til denne udgivelse, og for dem må skuffelsen være til at få øje på. Thief er ikke noget dårligt spil, det mangler bare en bedre historie og at nytænke genren en lille smule, i min optik er der nemlig flere spil der har overhalet Thief indenom når det kommer til Stealth-genren, både Dishonored, Metal Gear og Splinter Cell er lykkedes bedre med at forny og optimerer gameplay elementer i genren.
Godt
Gode stealth sekvenser og muligheden for at indstille sværhedsgraden løbende.
Intelligente puzzles.
Flot steampunk univers, hvor lys og skygger sidder lige i skabet.
Skidt
Stephen Russell læger IKKE stemme til Gerrett.
Lage loadtider og forvirrende kort over byen.
Historien og det flade persongalleri.
