Den 6. maj udkom den definitive version, af den definitive racing simulator, Project Cars: Game of the year edition.
Game of the year Edition indeholder følgende udover grundspillet – som har været ude siden d. 12 maj 2015:
- Ekstra 50+ biler (125 stk. i alt)
- 4 baner (35+ lokationer, 100+ ”layouts” i alt)
- 60+ community skabte logoer
- 500+ features og forbedringer som er tilføjet siden launch (det manglede da bare!?)
Af de nye tilføjelser er et par eksklusive genstande, der er bl.a. den yderst kendte Nurburgring bane, samt muligheden for at køre i en Pagani Zonda. Herudover er alt hidtil udgivet DLC, både gratis og betalt, inkluderet i denne udgave af spillet.
Det store spørgsmål er altså, er dette værd at investere i, hvis man er en bilglad gamer der aldrig har stiftet bekendtskab med spillet før?
Grafik:
Lige siden den første trailer blev udgivet, har folk snakket om den fantastiske grafik i Project Cars. Hver bil, og bane er genskabt ned til mindste detalje, og lad det være sagt med det samme, det ser fantastisk godt ud, også her et år efter spillets udgivelsesdato. Sammen med det fantastiske lydbillede, som har hver enkelt bils helt unikke lyde, skaber det et ultra realistisk billede, og gør indlevelsen sublim. Jeg oplevede mere eller mindre perfekt grafik, der var dog et par ganske få ting jeg kunne udpege som mulige at forbedre, herunder meget små glitches med lysindfaldet på banen, og regn på ruden set inde fra bilen kunne godt se en anelse mere realistisk ud, men det er minimale detaljer, som ikke trækker ned fra helhedsoplevelsen.
Lyd:
Som nævnt ovenover så er lydbilledet fantastisk. Her er helt klart fokus på racing fans, for der er ikke noget der hedder bilradio eller klassiske stykker, til at spolere de rå lyde af V8’eren der brøler som en vrissen drage, eller ”Super slick” dækkene der suger sig til den glohede racerbane. Der mangler bestemt ikke noget, men der bliver heller ikke givet ud til ”casuals” som måske godt kunne ønske sig lidt musik i baggrunden til at live stemningen lidt op. Det er en smagssag hvad man er til, men jeg er helt sikker på at det er et bevidst valg fra udviklerens side, og det kan derfor ikke trække ned.
Gameplay
Gameplayet er hvor Project Cars lige siden release dagen har skilt sig ud, og denne formular bliver der i øvrigt ikke ændret på i denne ”Game of the Year” udgave. Spillet er promoveret som ”Made by racers for racers”, og det siger næsten det hele. Spillet er en kørselssimulator, og det er ikke lavet til gamere, eller et regulært publikum som sådan, og det er på intet tidspunkt blevet markedsført på den måde. Fokus er bilnørder, og tro mig, du skal være nørd. Det er ikke nogen fordel, det er et krav. For der er så mange ting der skal tweakes og reguleres på din bil, før du bare har en chance for at vinde løbene, at du simpelthen bliver nødt til at vide en ting eller to om downforce, dæktryk, camber og deslige. Har du til gengæld disse begreber under kontrol, så kan du slå dig løs som et barn i en slikbutik, og regulere dagen lang, til du har den perfekte bil til at slå dine modstandere. Føromtalte modstandere kan man regulere sværhedsgraden på, fra 0 til 100 i alle løb, og de er altid relativt intelligente. Du føler ligesom at de er klar over at du er til stede, og de forsøger ikke at køre dig af banen, eller at overhale dig på hasarderede måder, hvilket er med til at højne indlevelsen.
Der er fire forskellige ”modes” i spillet, solo race, online, career og ”Driver network”. Solo og online lader dig stykke dit eget race sammen, og lade dig køre i den klasse og i de biler som du har lyst til, på nær naturligvis Porche, Ferrari og Honda som overraskende nok ikke har fundet vej til spillets garage. Career mode var det som jeg brugte mest tid på. Her underskriver man en kontrakt med et hold, og så stiger man ellers lige så stille i graderne, og følger holdets kalender. Det der skiller sig ud ved Project Cars er at man aldrig vinder nogen biler, pokaler eller andet, man spiller bare, for at få den bedste lap tid, og for at blive rigtig god til at køre racerbil, og det er det der er hele humlen i spillet, det handler om at blive den bedste, og ikke om at rage en masse trofæer til sig. Der er i øvrigt også låst op for alt i spillet i det sekund du sætter disken i drevet, der kan ikke unlockes noget som helst. Du kan starte med at køre go-kart eller LMP1 biler fra Les Mans, valget er helt og aldeles dit. Driver network var ikke noget jeg brugte så meget tid på, men det handler kort og godt om at køre på en bane, mod tider sat af andre spillere rundt omkring på kloden, en interessant ide.
Personligt synes jeg at spillet er for nørdet. En sætning jeg egentligt aldrig troede at jeg skulle se mig selv skrive, men jeg må bare erkende at jeg ikke interesserer mig nok for biler til at dette spil nogensinde rigtigt kan blive noget for mig, og sådan tror jeg at der er mange der vil have det. Det er ikke endnu et Gran Turismo, Forza eller Need for speed. Her kan der ikke trykkes ”Rewind” og du kan ikke vælge en bil flere klasser over de andre modstandere. Når det er sagt, så er det et fantastisk spil som burde kunne få enhver bilnørd til at juble af begejstring, om end ikke andet så fordi at det i kraft af sin fantastiske grafik og lydbillede er så realistisk en oplevelse.
