8.4 C
Copenhagen
30 april 2024

Resident Evil: Operation Raccoon City

Published:

”Resident Evil: Operation Raccoon City” er motiveret af to ting: For det første, muligheden for et online team baseret spil, hvor en gruppe individuelle spillere kan mødes over nettet, og sammen udkæmpe en narrativ udfordring gennem Resident Evils velkendte univers. For det andet, muligheden for at genopleve Resident Evil 2 og 3, set fra alternative vinkler. Hvordan brød virussen ud i Raccoon City, hvilke aktører stod bag og hvem skal rydde op efter katastrofen?

Begge dele virker optimistisk, men hele molevitten opsluges af et sort hul af dårligt spildesign og frygtelige valg i interaktionen. Dette er ét af den slags spil, som aldrig burde slippe igennem Capcoms produktchefer.

Spilletiden nærmer sig 10 minutter, og allerede nu indsniger hovedpinen, ufrivillige tics og kramperne sig. Det er frygteligt at styre – og det giver ingen mening. Mange skydespil i tredjeperson virker fint: ”Mass Effect”, ”Gears of War”, ”Uncharted”, ”Binary Domain”. Alle har et fikseret styresystem og en cover-funktion, der virker som det skal. Tryk på en knap, gem sig bag en betonklods, vent på at modstanderen stikker hovedet frem, tag sigte og send en salve af dødbringende kugler af sted. Det er en solid, gennemtestet kontrol, der virker – og som ”Operation Raccoon City” mærkeligt nok, piller fra hinanden og får det værste ud af.

Mit semi-automatiske sigte flyver i alle retninger, og gør intet af hvad jeg ønsker. Levende skydeskiver venter forude, og jeg står som en fordrukken spedalsk, der prøver at få pistolen til at makke ret. Jeg rammer – lidt, en gang imellem. Men ofte er det mit team, som klarer paragrafferne. Og så er der cover-funktionen, som også er gjort semi-automatisk – til stor irritation. I stedet for at trykke en knap for cover, kaster spilleren sig automatisk ned, så snart man befinder sig tæt på et skjulested. Et forsøg på at styrke flowet i skydesekvenserne, ender i grøften. Karakteren går på knæ i utilsigtede tilfælde. Jeg skal blot samle ammo op, og i stedet knæler jeg med panden mod en mur, hvorefter frådende fjender slagter mig bagfra. Tak for ingenting.

Capcom har givet os noget, som kapitaliserer på brandet, men intet virker. Så kort kan det siges. Operation Raccoon City har et par sekundære game modes, men man kommer aldrig igennem muren af ubehjælpsom styring. Det grafiske niveau, og tanken om alternative syn på tidligere spilhistorier, holder fint. Det ligner et spil med kugler mellem benene, men bevidner hvor vigtigt konsistensen er for kvaliteten. Et nyt joypad koster ca. 400 kr. Lad det ikke ende i væggen, på grund af dette spil.

Godt:

Rustik grafik.
Usympatiske karakterer
Genbrug af scener fra tidligere Resident Evil spil.

Skidt:

Fuldstændig håbløs kontrol.
Skyderetning er komplet tilfældig.
Propfyldt med fejl.

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img