6.7 C
Copenhagen
29 marts 2024

Speedlink Kudos Z-9 anmeldelse

Published:

Det er ikke nogen hemmelighed at vi har haft en række Speedlink produkter igennem anmeldermøllen de seneste par uger, så hvorfor dog stoppe her? Vi er trods alt kommet til gamerens accessory nummer ét – musen!

20160808_131127

Vi starter her med Speedlinks relativt billige mus med det lidet flatterende navn Kudos Z-9. Lad os blot starte med det første man ser, nemlig indpakningen. Som det fremstår af ovenstående billede, så er indpakningen relativt lækker, her er mere eller mindre det man ville forvente, herunder bl.a. en rude der kan åbnes så man kan se musen i hele sin prægtighed. Ikke just innovativt, men dog stadig lækkert at se på, og det fik i hvert tilfælde mig til at glæde mig til at få den i hænderne! Udover det så står der lidt på siden af kassen, desværre fristes man til at sige, for det er en gang sludder. Herunder bl.a. ” […] Kudos Z-9 responds to your commands with no delay!” hvilket må siges at være en sandhed med modifikationer, da postulatet ganske enkelt er umuligt. Det er naturligvis ikke noget der gør musen dårligere, men det fik mig da til at rynke på næsen inden jeg overhovedet havde fået den i hånden.

20160808_131145

 

Inde i kassen finder vi musen, sammen med en instruktionsbog og en DVD med drivere, hvilket virker fjollet da vi nu efterhånden skriver 2016, og hvis man ikke har råd til en internet forbindelse, så vil jeg argumentere for at man heller ikke har råd til en gamermus.

Selve musen ser faktisk ret lækker ud, med sit lettere futuristiske og røde look. Jeg er i hvert tilfælde svært tilfreds med udseendet, som naturligvis står knivskarpt sammen med et tilsvarende rødt Speedlink tastatur. Har man et sort tastatur, ser det ligeledes super lækkert ud på skrivebordet. Materialet musen er lavet af virker en smule plastikagtig, hvilket er lidt skuffende, udseendet taget i betragtning, derudover er den en kende lettere end jeg ville have tænkt mig. Jeg vil dog sige at efter en uges brug, så har min opfattelse af musen ændret sig en smule, og jeg er blevet ret glad for den lette vægt, og der er intet der tyder på at musen reelt set går let i stykker, hvilket tyder på at materialet trods alt er ganske holdbart. Musen har, ligesom alle Speedlink produkter, et flettet stofkabel i rød og sort, hvilket altid giver plus point.

20160808_231712

Musens software er faktisk rimelig lækker, de andre Speedlink produkters software taget i betragtning. Der er en række forskellige muligheder, og ting man kan tweake. Først har vi fanebladet ”buttons”, hvor man kan konfigurere samtlige knapper på musen, og indstille dem til hvad end man kunne tænke sig, samt ændre farven på LED belysningen i musen. Så er der fanen ”Sensor” hvor man kan justere musens laser sensor, og konfigurere de 4 forskellige profiler der er tilgængelige. ”Macro editor” er den tredje og sjoveste fane. Her kan man lave specielle makroer til at få sin mus til at lave hvilke som helst kombinationer af mus og tastaturtryk, hvilket virker fantastisk godt i f.eks. MMO spil, hvor man kan indstille hele sine rotations til enkelte knapper på musen. Den sidste fane er ”Settings” hvor man kan ændre på polling rate og en række andre basale ting.

20160808_231733

Hvordan performer Kudos Z-9 så i spil? Jeg har, som altid, testet med en række af mine yndlingsspil, ligesom jeg har brugt den dagligt på arbejdet. På arbejde og til dagligt brug har jeg så absolut ingen indvendinger imod musen. Den er både præcis og behagelig at benytte igennem længere tidsperioder. I Counter-strike performede musen glimrende efter min mening, og efter lidt til vending fra min lidt tungere normale mus, så kom kill/death ratioen ind på et ganske normalt leje, og jeg følte at jeg var ”et med geværet” endnu en gang! Når musen fungerer i Counter-strike så er det næsten kun logisk at den ligeledes klarede sig glimrende i en række andre spil som f.eks. StarCraft (RTS), Star Wars the old Republic (MMO) og League of Legends (MOBA).

Vil jeg anbefale Kudos Z-9 musen til andre? Så afgjort. Det er ikke for at lyde som en ridset LP, men nu siger jeg det igen ved dette Speedlink produkt. Dette er en billig mus, som klarer sig rigtigt godt, på trods af sin lave pris. Hvis man gerne vil have en state-of-the-art mus, med tusinde vis af indstillingsmuligheder og en krop af meget robuste materialer, så skal man nok lede andetsteds, og sikre sig at man har et budget der matcher de kriterier. Leder man derimod efter en ”Middle-of-the-road” mus, i et overkommeligt prisleje der både kan klare sig godt i spil, og se godt ud i mellemtiden, jamen så er Kudos Z-9 et glimrende produkt.

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img