9 C
Copenhagen
15 april 2024

Epic Mickey 2: The power of Two

Published:

Warren Spector have en stor vision om et glemt Disney univers. En abstraktion fra det trygge tegnefilmunivers til en mere fragmenteret, splittet og ekspressiv collage. En verden hvor spillerens valg og samvittighed har reelle konsekvenser. Epic Mickey indgik i julehandlen 2010, men lanceringen var præget af to hovedproblemer: Målgruppen var diffus og forbrugerne var forvirrede. Var det et børnespil? Og spillets kunstneriske vision kunne ikke løftes af den aldrene Wii. Grafikken knagede i det krævende, ekspressionistiske Disney-univers.

Tak gud, for at Mickey tager skridtet til de andre store konsoller – tænkte jeg. Epic Mickey 2 ligner mere et nyt forsøg end en fortsættelse. En ny mulighed for at eksekvere Warren Spectors oprindelige visioner på teknisk habile platforme, og med bedre tid til kvalitetsforbedringer. Med penselstrøg og projektørernes portaler er jeg atter tilbage i Walt Disneys glemte univers, og forhåbningerne er store…

Udover et par nye gimmicks, ligner Ødeland sig selv, i positiv forstand. Mest åbenlyst er Epic Mickey 2 blevet et co-op spil med Mickey Mouse og kaninen Oswald. De to følges ad, også selvom man spiller alene. Mens Mickey har sin malerpensel, der kan skyde maling eller fortynder, har Oswald en remote der kan skyde strøm, og hans øre kan snurre som en propel, så han kan svæve over større kløfter.

Ligesom forgængeren er Epic Mickey 2 en blanding af simple platform-udfordringer og sektioner med gådeløsning. Selvom det er fristende at være konstruktiv og udfylde hullerne med maling, er det ofte fortynderen der er løsning på gåderne. Spul en væg med fortynder, og en hemmelig gang blotter sig muligvis. Men tidligt bliver vejledningen et problem. Spillet kaster nye udfordringer ind fra højre og venstre, men giver ikke spilleren tid eller rum til at konsumere informationerne eller vejlede tilstrækkeligt i interaktionen. Forvirringen optræder alt for ofte, og i teorien er det præget af en kritisabel brugervenlighed.

Hvordan var det nu lige, man overmandede pansrede fjender? Hvordan løfter man kugler ud, af en sø af fortynder? Spørgsmål der hele tiden brænder på, mens Mickey og Oswald forsøgsvis overlever Disneys maniske verden. Og mens spilleren ofte føler rutinen sakker bagud, knuger man controlleren mellem svedige hænder grundet en upræcis styring og dårlig respons. Der er evigt liv – og det er et nødvendigt kompromis grundet spillets mange uretfærdige faldgruber. Det er blot ikke det rigtige kompromis.

Julen nærmer sig igen, og der er talrige nye titler i indbyrdes kamp om gavekronerne. Epic Mickey 2 står der atter, som et kulørt indkøb til … hjemmets børn? Nej. Trods et kulørt univers, co-op funktion og dansk lydspor, er spillet alt for uorganiseret og frustrerende til at adressere mindreårige. Selv voksne og hærdede gamere vil få testet tålmodigheden. Der er så meget godt materiale i Epic Mickey 2, men … suk…

Det gør ondt at være kritisk. Jeg har inderligt lyst til at rose spillet for dets sprudlende, sortkomiske Disney-magi og engagerende tegnefilmsmiljø. Der ligger et stort hjerte bag visualiseringen. Jeg har ønsket mig et godt spil denne gang, men det store hjerte og gode intentioner krakelerer af spillets egen motor. Dårlige respons, irriterende momenter med trial-and-error, dødsfald grundet spilfejl og svækket vejledning. Det er i bund og grund et skoleeksempel i flot stil og smuk form svøbet omkring en skidt brugervenlighed. Designerne har fundet Mickeys glemte univers, men glemte selv at fokusere på spilbarheden.

Godt:

Flot, farverigt og fantasifuldt univers.
Co-op for to spillere.
Fri udforskning i Ødeland er sjovt.

Skidt:

Irriterende danske stemmer
Dårlig styring og horribel respons.
mangelfuld vejledning.
Forstyrrende kameravinkler.
Move-control er ikke bedre.

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img