Hvad spiller du: Counter Strike, Modern Warfare, Battlefield, Massive Action Game, Ghost Recon … eller ingen af delene? Førsteperson-skydespil i den velkendte krigsliderlig kontest er, for relevante kunder, efterhånden kun et spørgsmål om vindens retning og mindre nuancer. Det hele handler om at blæse hovedet af fjenden, enten i en plotbaserede oneplayer-kampagner eller i online multiplayer-kampe, og for udenforstående personer vil forskellene være svære at spotte. – De samme mekanismer, de samme spilleregler og det samme Blam! Blam! Blam! … “Fuck, i’m dead”.
“Medal of Honor” har i ti år været Electronic Arts store kæphest inden for genren. Det er ikke kun en spilserie, men et spilbrand som ligger i konstant skyttegravskrig med konkurrerende spilserier, som “Call of Duty”. Men EAs æresmedalje har været ude af syne i et stykke tid, alt imens fjenderne satte sig tungt på markedet, men kun som den sovende bjørn der samler kræfter til næste angreb.
Der har været stort ståhej om det nye “Medal of Honor” – EA er dygtige til at skabe hype og prestige omkring deres titler. Selv den danske presse hjalp til omkring polemikken om spillets etiske retningslinjer, når spillere kunne tilmelde sig taliban-holdet og skyde fredsbevarende styrker (i vores tanker: danske soldater). Det fik tilmed gutterne på Christiansborg til at udtale sig om spillet. Bedre PR kan man ikke købe. Desuden har der været spiltrailers med musik af selveste Linkin Park. – Jovist, reklamemaskinen gør sit for sætte spillet på en piedestal, så alle fristes til at købe det, ukritisk og spontant. – Men hvad får man så for moneterne…?
Jeg er typen af utålmodige spillere der foretrækker korte men intense spiloplevelser, og det er som om EA kender mig. “Medal of Honor” har sparet på præsentationen og forhistorien, men er meget mere interesseret i at sluse mig direkte ned i passagersædet i en pick-up truck, omgivet af en frostramt og sønderbombet by i Afghanistan. Der går ikke længe før eksplosionerne raser, skudsalverne flyver over hovedet på mig og jeg kaster mig ud af bilen for at søge dækning. Så er jeg igang. Effektiv introduktion for et spil som efterlever en dokumentarisk realisme, frem for et cinematisk spektakle.
“Medal of Honor” taler tydeligvis til spillere som er bekendt med genren og ikke afskrækkes af fjender fra første sekund. Det føles umiddelbart svært, men det er det ikke. I starten har fjenderne ikke de store ambitioner om at overleve. De virker aggressive men vinder ikke point i skydeteltet, og dukker sig så hovedet stikker frem. Du kan snildt overleve et par fuldtræffere, og regenerer hurtigt hvis du søger dækning. Dit sigte er rimeligt hjælpsomt, for man skal ikke ramme med en kirurgisk præcision før fjenderne falder om i en rød sky af blodstænk. Kort sagt: Har du én gang spillet et nutidigt FPS spil, er du hjemmevant på rekordtid.
Så starter minikrigen. Selvom omgivelserne og det grafiske niveau fuldfører sit arbejde godt nok, mærkes det ikke usædvanligt imponerende. Detaljerigdommen er lidt sparsom, og hele scenariet fremstår lidt for skarpt. Andre FPS spil har eksperimenteret med lyseffekter og optiske ude-af-fokus effekter, men “Medal of Honor” fravrister sig fuldstændig disse påfund, og jeg står på ingen tidspunkter og betragter miljøet for fornøjelsens skyld. Til gengæld føles “Medal of Honor” legende let og dejligt flydende. Styringen og fremdriften føles som en nysmurt cykelkæde. Jeg glider frem i historien og nedlægger fjender i hobevis, mens jeg glemmer alt om den sorte controller i hænderne.
Singleplayer kampagnen giver noget sund og dynamisk variation i spilflowet. Komplet sømløst skifter jeg mellem forskellige mini-missioner, mens miljøerne ændrer karakter og hele tiden tvinger mig til at være på dupperne. Fra smalle passager til brede scener. Fra mørkets nightvision til den skinnende sandørken. Alligevel mærker jeg en usynlig instruktørhånd der guider mig gennem en lineær proces. Den underholder og forblænder mig, men udfordrer aldrig min hjernekapacitet. Den kritiske spiller vil formentlig mangler noget rum for udfoldelse. – Den kritiske spiller vil måske også skuffes over længden i singleplayer kampagnen. Med en ihærdig og uafbrudt indsats er det gennemført på en god søndag, men man er bravt underholdt takket været spillets dynamiske variation.
Er der ét punkt som jeg vil fremhæve, så er det lydeffekterne. Blam, blam blam!! Det er øredøvende og stærkt indlevende når maskinkanonerne brøler og dit team kommunikerer indbyrdes uden overdramatiserede replikker. Momentvise musikalske indslag supplerer miljøet og spillets tema helt perfekt. Den største ros går til lydholdet.
Når dagen er omme, og den sidste kugle er affyret, så føles “Medal of Honor” desværre som et stort opsat og kommercielt hypet spil, som dejser om 10 meter fra målstregen. Multiplayer-delen bidrager ikke med noget nyt til festen for FPS baserede online-spil, så hvis man i forvejen har hengivet sig til kampen i eksempelvis “Modern Warfare 2” eller “Massive Action Game”, så har “Medal of Honor” for lidt lokkemad til potentielle afhoppere. Det er langt fra et forfejlet projekt, men marketingsbudgettet virker højere prioriteret end spillets endegyldige kvalitet.
