Folk strømmer stadig til den meget omtalte og Cannes prisbelønnede danske dokumentarfilm ARMADILLO. Den er fra starten blevet taget godt imod af både anmelderne og publikum. Det fremgår bl.a. af Danmarks største filmwebside kino.dk, hvor filmen er nr. 1 både hos anmelderne og publikums egne anmeldelser med et gennemsnit på 5,5 stjerner ud af 6. Det er første gang at en film har opnået en så flot og enig bedømmelse.
ARMADILLO har solgt over 80.000 biografbilletter og er dermed blevet den mest sælgende danske dokumentarfilm i biograferne, kun overgået af ”Gasolin” med et salg på 222.723 billetter. Tidligere på 2. pladsen lå ”Blekingegadebanden” der solgte 77.106 billetter. I denne fodboldtid kan det også nævnes at fodboldfilmen “Og det var Danmark” solgte 33.464 billetter.
”Armadillo kører fortsat i mange biografer landet over og interessen for at se den er vedholdende, så den når med al sandsynlig at blive set i biografen af omkring 100.000 mennesker”, siger Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Distribution.
Producent Ronnie Fridthjof udtaler “Filmen har en helt fantastisk mund til mund effekt og derfor tror jeg folk fortsat trodser godt vejr, fodbold og andre ting for at se filmen som alle taler om. Det er ikke kun en succes for filmen men for Danmark som nation at så mange ser den og er med i debatten om krigen.”