Det umage makkerpar, Simon Spies og Mogens Glistrup, har i weekenden været det store trækplaster i landets biografer. Med i alt 64.212 solgte billetter placerer det filmen helt i toppen af FAFIDS biografliste.
– Det har været en stor biografweekend for Christoffer Boes film ’Spies & Glistrup’ og det har været dejligt at følge publikums modtagelse af filmen. Med en flot åbningsweekend og en stribe forpremierer, har det placeret filmen øverst på biolisten med næsten 65.000 billetter. Der er ingen tvivl om filmens store underholdningsværdi og at publikum har fået én på opleveren sammen med de to originaler. Alt tyder derfor på at ’Spies & Glistrup’ vil få et særdeles godt liv i biograferne, hvor den vil sælge flere 100 tusinde billetter, siger Jan Lehmann, direktør for Nordisk Film Biografdistribution.
’Spies & Glistrup’ er instrueret af Christoffer Boe med manuskript af Boe og Simon Pasternak. I rollerne ses Pilou Asbæk og Nicolas Bro som henholdsvis Simon Spies og Mogens Glistrup, samt Trine Pallesen som Lene Glistrup.