2010 har været det bedst år for SEGA’s blå pindsvin i umindelige tider, først fik vi det overraskende gode Sonic & SEGA All-Stars racing, så kom det korte, men solide Sonic 4 episode 1 og nu, som den måske bedste overraskelse, kommer Sonic Colors. Selvom det ikke når helt på højde med Mario Galaxy, er der tale om både et af de bedste platformspil til Nintendo Wii, samt et af de grafisk flotteste til konsollen.
I Colors har Dr. Eggman, under påskud af at ville give noget tilbage til galaksen, bygget en gigantisk forlystelsespark. Sonic sætter imidlertid spørgsmålstegn ved de gode intentioner, og i selskab med sin tro følgesvend, Tails, drager han af sted til “Dr. Eggman’s Interstellar Amusement Park” for at undersøge sagen. Der er selvfølgelig ’ugler i mosen’ og da Sonic støder på de indfødte Wisps finder han ud af at Dr. Eggman har kidnappet adskillige af deres artsfæller, og hans intention er at udvinde deres specielle energikræfter. Sonic allierer sig med Wisps racen i et forsøg på, endnu engang, at sætte en stopper for Dr. Eggmans ondsindede planer.
Præsentationen er den bedst vi har set i et Sonic spil, og i Wii sammenhæng, i mine øjne, kun overgået af Mario Galaxy og Metroid spillene. Forlystelsesparkens mange forskellige temaer giver et væld af forskellige banedesigns, alle meget livlige og ekstremt farverige. Sonic bevæger sig mest i 3D, men af og til skiftes til 2D sekvenser, i bedste old-school stil, og begge dele fungerer fint. Sonics får undervejs i spillet hjælp af de Wisps han befrier fra Dr. Eggman, og de er med til at tilføre spillet nye gameplay elementer. Eksempelvis kan den gule Wisp gøre Sonic i stand til at borer sig igennem jord og vand og den pink Wisp gør Sonic til en bold der klæber sig til lofter og vægge. Således er der i alt otte Wisp, der tilføjes til Sonics repertoire undervejs i spillet, de er med til at gøre gameplayet sjovere, og det giver også stof til at spillet tidligere baner igennem igen, da de nye kræfter ofte giver adgang til steder du ikke før kunne komme til.
Musikken i spillet er for det meste glimrende, og ikke helt så optempo og ensformigt som det har været i det seneste spil i serien. Stemmeskuespillet er ligeledes glimrende, og der hersker ingen tvivl om, at Sonic aldrig har lydt så godt siden han er begynd at snakke. Men nu har der også været op til flere Sonic spil på det seneste, hvor jeg hellere havde undværet, at der overhoved havde været stemmeskuespil.
Der er dog et par ting der holder spillet tilbage, en af dem er sværhedsgraden, specielt mod slutningen hvor man nemt kan komme til at spille den samme sekvens af en bane om og om igen. For få checkpoints, og det faktum, at det ikke er muligt at komme videre til næste verden uden at have gennemført alle baner i den foregående, bevirker at der kan der opstå situationer hvor spillet bliver frustrerende.
Sonic Team har virkeligt gjort sig umage med Sonic Colors, og resultatet er et smukt og velfungerende platformspil med masser af variation og udfordring undervejs. Der er nogle få ujævnheder i forløbet, men i det store hele er det dejligt at se Sonic tilbage i topform, specielt for en gamer der er vokset op med SEGA Master System og Mega Drive på drengeværelset.

1 KOMMENTAR