Film Anmeldelser

I Am Number Four


Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur. En sang vi alle kender. I Am Number Four kender vi også alle sammen – selvom vi ikke har set den. Det er en film skåret efter de klassiske blockbuster-foreskrifter. Og der lægges selvfølgelig op til en efterfølger.

Filmen indledes med en actionfyldt sekvens, hvor en fyr, hvis akrobatiske evner vil gøre enhver parkourmester grøn af misundelse, bliver forfulgt gennem en mørk jungle af et stort sort overjordisk væsen. Lige som fyren tror, han er undsluppet, bliver han fanget af en gruppe liden tiltrækkende bande, som dræber ham. Det var nummer tre – nu skal de finde nummer fire. I alt er de ni supermennesker, fra en anden planet, som bliver jagtet af de olmt udseende aliens. Nummer fire, som går under det bundoriginale alias, John Smith (Alex Pettyfer), søger sammen med sin vogter (Timothy Olyphant) skjul i byen Paradise i staten Ohio. Det bliver ikke mere amerikansk. Den tiltrækkende John er en bundreel fyr, som hurtigt imod sin beskytters regler gør sig meget bemærket på sin nye High School. Det er kun et spørgsmål om tid, før den onde bande finder ham.

At det er folkene bag TV-serien Smallville, der handler om Supermands unge år, som også har skrevet manuskriptet (filmen er en adaptation af romanen af samme navn, som er den første og hidtil eneste udgivet i en serie på seks bøger) til I Am Number Four, skinner tydeligt igennem. Det er amerikansk underholdning, som ikke kræver den store hjerneaktivitet, fra start til slut. Det kan heller ikke overraske nogen, at Michael Bay har produceret filmen. En mand som står bag storladne film som Bad Boys, Armageddon, Pearl Harbor og ikke mindst Transformers-serien. Faktisk læner I Am Number Four sig så meget op af Transformers dramaturgiske og narrative model, at det grænser sig til det pinlige. Men det gør ikke underholdningsværdien mindre.

Til pressevisningen af I Am Number Four sad vi en del og kunne ikke holde grinene tilbage på filmens allermest klichémættede steder. Især den ”alternative jeg-tager-billeder-med-mit-spejlreflekskamera-og-er-mystisk-cool high school-babe”, Sarah (Diana Agron), var som en hul karakter kilde til ufrivillige grin. Gennemgående for I Am Number Four er det tamme persongalleri, men nogle gange kan netop en typisk let fordøjelige amerikansk tju-bang-film være det refugium, man har behov for, når man går i biografen.

Konklusion

I Am Number Four underholder kolossalt. Alligevel kan man som biografgænger ikke lade være med at nikke nej og smile lidt spottende af det hele.


Efterlad en kommentar