Ro på! Tag en dyb indånding, fokuser og tænd for Nintendo’en. Med “Top Model” skal man først opbygge mod og mandlighed, for at give sig i kast med et spil, som er en pilgrimsrute-distance fra sin egen smag. Det er jo for tøzer i den mest mediesensitive alder, hvor modeller, skønhed, reality og veninder fylder alt. Sådan er det at være anmelder: Man skal en gang imellem fortrænge sit ego, være uendelig demokratisk og vurdere et spil udelukkende på baggrund af dets egenskaber i forhold til sin målgruppe. Hverken mere eller mindre.

Med “Top Model” frygtede jeg alligevel det værste, alene ud fra dets fundament: Et licensspil baseret på et realityshow, hvor modeller skal dyste mod hinanden i den sædvanlige udskilningsproces, som mærkelige excentriske dommere definere. Selvom det har under skønne Tyra Banks bag bordet, så kan det da kun blive en fiasko. Ikke? Gradvist blev min fordom bragt til skamme, for det er slet ikke så slemt endda.

Man får tildelt rollen som en deltager, der bliver kastet ind i realityshowet, “day one”. Ligesom i tv-programmet skal man bo i et overstylet minimalistisk hus, der mere ligner tv-kulisser. Du har en garderobe, en seng og 11 andre konkurrenter i huset, som for det meste hader dig som pesten. “Top Model” spillet læner sig mod to genrer: Dels “livsstils-genren” fra “The Sims”. Du skal passe på din deltager, give hende mad, motionere, forbedre hendes humør og udseende. Svage egenskaber gør hende mindre konkurrencedygtig. Endvidere er spillet baseret på, det top-fornuftige sandkasse-princip. En dag har typisk én særopgave, og en gang om ugen stemmer juryen én deltager ud. Men derudover er det komplet frit hvilken vej spilleren vil gå og hvad man vil udforske.

Udover huset, kan en chauffør bringe dig til en by (nærmere et udvidet shopping mall) – som også ligner syntetiske tv-kulisser. Her kan man shoppe, træne, spise og mødes med centrale personer. Det er ikke et overflødighedshorn af udforskning i vente, men det er et sundt princip at give spilleren frit råderum i spillets kulisser. Præmissen er jo, at få spilleren til at føle sig som en deltager i “Top Model”, og den præmis udfyldes fint.

Særopgaverne, så som catwalk eller fotosession, løses typisk som et lille typisk minispil. Ikke fantastisk opfindsomt, men det fylder ikke alverden, og giver spiloplevelsen en smule sund variation. En stor del af spillet går ud på, at købe tøj og iklæde sig korrekt i forhold til ugentlige temaer. Dette er naturligvis en våd drøm for målgruppen, og spillet har en god evne til at udnytte de mange tøj kategorier, men spilleren må altså se sig snydt for reelle mærkevarer. Der er ingen Chanel, Gucci eller Donna Karen. Kun tøjtyper som hvide t-shirts, jeans, sort aftenkjole, solbriller, sommerhat og stilethæle.

Tempoet kan være en torn i siden. Din deltager flytter sig ikke så hurtigt rundt i omgivelserne, med sin selvsikre modelwalk. Ved at holde R-knappen nede, kan hun lidt “tøse-løb” men kun hvis hun har mad og motion i tanken. Det langsommelige tempo har måske også været en undskyldning for ikke at lave miljøet alt for omfattende, for sandkassens rammer er noget smalle.

Alt foregår på engelsk, så spilleren skal ikke være begrænset af sproget. Dialogen bruges meget til at vejlede spillere om næste målsætning, og hvis man ikke kan eller vil læse replikkerne, så aner man ikke hvad der skal udføres.

“Top Model” har ingen af de særlige kendsser man kender fra tv. Alt er bygget om omkring fiktive karakterer. Og så er der ingen mærkevarer, lidt fjollede catfights, en begrænset spilleflade og ikke den skarpeste kniv i skuffen. Men svaghederne kan sagtens overskygges af kvaliteterne, for i forhold til sin målsætning leverer “Top Model” varen. Som en en interaktiv oplevelse af, at være deltager i et konkurrencebaseret realityshow er “Top Model” ret velfungerende. Det gengiver fint tv-showets syntetiske univers, og giver spilleren den oplevelse der stræbes efter. Den frie interaktion og de uendelige tøjkombinationer giver “Top Model” en lang holdbarhedsdato, og vigtigst af alt: Teenage-tøzerne bliver for en gang skyld ikke snydt.

OBS: Søger du nettet for “Top Model” spil, finder du mere end et par variationer med forskellige undertitler. Bl.a. “America’s Next…”, “Australia’s Next…” og “Dreamer Series”. Desuden finder man spillet med forskellige covers. Det kan dælme give noget forvirring i markedet, og jeg skal ikke kunne sige, om denne anmeldte udgave er bedre eller værre end de øvrige, men for at undgå mere forvirring er denne udgave altså KUN kaldet “Top Model”.