Vanquish revolutionerer ikke shootergenren – og dog. De dele Vanquish består af, er alle set før i andre spil, men den overbevisende teknik, de overlegne dynamiske level designs og de episke bosskampe gør, at det samlede output fremstår frisk, og Vanquish må ganske enkelt med i overvejelserne, når vi snakker Bedste actionspil i 2010.
Vanquish foregår i en ikke fjern fremtid, hvor overbefolkning og knappe resurser har ført til en meget ustabil verdenspolitisk situation. Amerikanerne har opsendt en rumstation, der høster energi fra solen. Denne rumstation bliver dog erobret af en ultranationalistisk militant russisk oprørsorganisation kaldet ’Order of the Russian Star’, der bruger energien til at sprænge San Francisco i luften og truer med, at New York er næste mål, med mindre USA overgiver sig betingelsesløst.
Amerikanerne lader sig selvfølgelig ikke intimidere af en flok skydegale russere, og de nedsætter en task force, der hedder noget så opfindsomt som Bravo Company, og som får til opgave at neutralisere truslen. Spillets protagonist Sam Gideon er en del af denne task force. Han arbejder for Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA) som forsker og er udstyret med et Augmented Reaction Suit (ARS), der blandt andet er udstyret med jet boosters, et våben, der kan skifte form og gør det muligt for ham at manipulere tiden, med andre ord enhver lille drengs vildeste drømmeudrustning. Historien fungerer tilstrækkeligt til at binde de fantastiske actionsekvenser sammen, men heller ikke meget mere. Stemmelægningen er desværre heller ikke den bedste, vi har hørt i et spil. Sam og hans overordnede lyder som to testosteronpumpede fitnessinstruktører, der konstant skal overgå hinanden i at være mest macho.
Ser man bort fra den corny stemmeføring og den stereotype historie, er det svært ikke at være imponeret over de helt ’over the top’ actionfilmsekvenser, der binder missionerne sammen.

Vanquish er ikke et langt spil, men til gengæld føles det, som om udviklerne har fjernet alt det overflødige og kogt spillet ned til rendyrket underholdning. Det meste af tiden bruges på at booste sig selv rundt fra cover til cover, sætte tiden i slowmotion og pløkke robotter og fjendtlige køretøjer, ofte i et inferno af ild og baneelementer, der styrter sammen om ørerne på dig. Det lyder kaotisk, og det kan det i den grad også være, men det fantastiske ved Vanquish er, at styringen er så godt udført, at man altid føler sig i kontrol med begivenhederne. Der er som regel altid et cover i nærheden, man ’klæber’ til det i en passende grad, våbnene føles gode og sigter godt, fjenderne er forholdsvis intelligente, så man føler sig konstant udfordret uden at blive frustreret, og kameraet er altid, hvor man gerne vil have det.
Vanquish er en fryd for både øje og øre (dog mest når der ikke er dialog), fjender dør ikke bare, når du skyder dem, de eksploderer i et orgie af ild og metaldele, der flyver til alle sider. Det er en sand fornøjelse at se, hvordan du selv skaber et festfyrværkeri af ødelæggelse på skærmen, i farver og nuancer, der sætter selv de nyeste fladskærme på overarbejde.

Som tidligere nævnt er Vanquish ikke et langt spil. For en habil gamer vil historien være spillet igennem på 5-7 timer, og der er ikke en online del. Hvilket jeg egentlig ikke synes gør så meget, da der virkelig skal noget innovativt til for at byde ind på den front, specielt med ”COD: Black Ops” lige om hjørnet.

Til gengæld er der en række udfordringer at give sig i kast med, når man skal overleve og udrydde bølge efter bølge af angribende robotter. Igen ikke noget revolutionerende, men det er ganske underholdende og tilfredsstillende at kæde boost, slowmotion og diverse angreb sammen i dødelige kombinationer.
Udvikleren PlatiniumGames, der for nylig gav os det fænomenale Bayonetta, sætter endnu engang standarden for, hvordan et godt actionspil skal skrues sammen. Kan du tilgive den korte levetid, den forudsigelige historie samt det uinteressante persongalleri, får du et spil, der i den grad er essensen af action. I Vanquish er gameplay konge!

1 COMMENT