Flysimulatorer er efterhånden ved at være en uddød genre, men Ubisoft gør et forsøg på at vække den simple glæde ved en intens dogfight til live med Tom Clancy’s H.A.W.X. 2. Forsøget er til en vis grad lykkedes, for når HAWX 2 fungerer, fungerer det virkelig. De mange dogfights er intense og udfordrende, kontrollen er skarp og intensiteten høj. Desværre skæmmes HAWX 2 af problemer med AI’en, en kedelig præsentation og en balance mellem simulation og arcade der ikke altid er helt finjusteret.

HAWX 2 er bygget op i et klassisk Tom Clancy univers fyldt med storpolitiske konflikter, atomvåben og onde russere. Med tydelig inspiration fra spil som Call of Duty: Modern Warfare, opleves historien både gennem amerikanske, engelske og russiske briller, men HAWX 2 formår aldrig rigtigt at gøre historien interessant. Plottet med uro i mellemøsten og russisk supernationalister er klichépræget og de uinspirerende mellemsekvenser gør at man aldrig føler sig draget ind i konflikten.

Oppe i luften fungerer HAWX 2 bedre. Dogfighting missionerne er ret varierende, hvad enten man skal assistere en flådefremrykning eller nedskyde en eskadrille af bombefly. Der er til tider nogle overvågningsmissioner hvor man kontrollerer ubemandede spionfly samt tager kontrollen som skytte i et Ac-130 gunship, men de er sjældent specielt udfordrende og virker underligt malplaceret i et arcadespil som HAWX 2 hvor fokus burde være på action.

I det hele taget har HAWX 2 nogle identitetsproblemer med hensyn til om det vil være en simulation eller en arcade. Oppe i luften er der ikke mange spor af realisme og effekten af g-kræfter er tydeligvis blevet ignoreret for at holde intensiteten oppe. Men samtidig har Ubisoft indført take-off og landings-sekvenser i et forsøg på at højne realismen. Ideen er egentlig god nok, men det føles underligt malplaceret i et spil der fokuserer så meget på action. Havde det så været en decideret udfordring at lande sit fly på en hangarskib i mørke, kunne jeg have forstået ideen, men det er heller ikke tilfældet.

Det klart værste ved HAWX 2 er dog AI’en og balancen på dette punkt er helt væk. HAWX 2 er som sådan ikke noget svært spil selvom dine fjender generelt er smarte og særligt i de sene missioner byder op til dans i de mange dogfights. Desværre er dine allierede helt væk og meget ofte ikke til nogen som helst hjælp. Man finder sig ofte i situationer hvor man er jagtet af seks-syv fjendtlige fly, bliver beskydt af anti-air guns, kaster sit fly rundt i halsbrækkende manøvrer, udløser den ene flare efter den anden… og alt imens kan man se sine wingmen flyve rundt i cirkler et par kilometer derfra. Det er frustrerende, det er kedeligt og det er bare ikke godt nok.

Problemet med AI’en kan til dels overkommet ved at spille co-op, men online delen er generelt så undervældende at det næsten er tragisk. Det er for besværligt at starte eller fortsætte en co-op kampagne, og i og med at missionerne ofte kan vare i alt for lang tid, er det også svært at lokke folk til at spille meget mere end en enkelt mission af gangen.

Teknisk set er HAWX 2 heller ikke noget at råbe hurra for. Landskaberne og flyene er generelt pæne, men der er ikke kælet for detaljerne i en tilstrækkelig grad. Mellemsekvenserne er decideret dårligt lavet og alt i alt udstråler HAWX 2 at der bare ikke har været til at gå i dybden med de små ting. Lydkulissen byder på et kedeligt stemmeskuespil, nogle ok lydeffekter og et middelmådigt soundtrack der endda lader til at køre på repeat det meste af tiden.

HAWX 2 er lidt en spildt mulighed. Når spillet fungerer, ja så har det altså nogle kvaliteter der gør at man bliver siddende foran skærmen og kan leve med den middelmådige historie og den skuffende præsentation. Det er en stor cadeau til gameplayet at det faktisk er muligt. Omvendt rummer HAWX 2 også momenter af frustration der dukker op for ofte til at de kan ignoreres. HAWX 2 kan anbefales til fans af genren, dem der kunne lide etteren samt folk med hang til en udmærket gang action og ikke er bange for at blive frustreret af og til.