Rockstar Games er på banen med det 4. i rækken af deres street-race spil, Midnight Club Los Angeles. Det man først lægger mærke til, er størrelsen af spillet. Kortet over Los Angeles, som man kan cruise rundt på, er størrelsen fra de 3 forrige spils byer kombineret, og det er rigtig fedt at have et så stort område at køre rundt på. Spillet starter med, at du som helt ny, ankommer til Los Angeles, og gerne vil opnå respekt i street race miljøet, og det kan du kun opnå på én måde, og det er ved at vinde en masse løb. Man forventer ikke den store historie af et spil af den type, men det er dejligt at se, at dialogen er godt udført, og når man derudover lægger et soundtrack med 68 sange oven i hatten, så er lydsiden i spillet rigtig veludført.

Men det der tæller mest i et spil som dette, er fornemmelsen når man banker speederen helt i bund, og her har Rockstar Games ramt helt rigtigt, fornemmelsen af at du kører afsted med flere hundrede kilometer i timen gennem Los Angeles er fantastisk godt lavet. Du føler virkelig, at du giver den gas, og samtidig får sværere ved at styre din bil – rigtig godt lavet – og det giver en rigtig fed følelse, når man kæmper med at styre sin bil uden om forskellige forhindringer, samtidig med at man kan se konkurrenterne komme tættere og tættere på – intens og nervepirrende!  Selve styringen af bilen er også flot veludført, man føler virkelig at bilen opfører sig som en rigtig bil opfører sig.

   

Selve banedesignet er rigtig godt, det er en god gengivelse Rockstar Games har lavet af Los Angeles, samtidig med at der er et rigtig godt feel over hele byen, forstået på den måde at der er mange indlagte muligheder for at rase ned gennem gaderne og samtidig tage forskellige kreative smutveje. Der er fx et filmstudie, hvor man kan tage en smutvej, der dog ofte resulterer i at politiet begynder at jagte dig. Samtidig er der også muligheden for lige at køre forbi motorvejen og så deltage i løb på selve motorvejen, noget der bliver meget intenst, når det foregår i morgen- eller eftermiddagstrafikken. Her har Rockstar nemlig implementeret et godt nat og dagsystem, så der er forskel på, hvor mange biler der er på banen afhængig af, hvornår på dagen det er. Dette gør at spillet føles mere realistisk, men samtidig også kan være årsagen til uendelig meget frustration, når du få meter før sidste checkpoint i et 6 minutters race banker din bil ind i en stor 4-hjulstrækker og må se dig selv overhalet af alle konkurrenterne. En ting der godt kan irritere er, at der er relativt meget trail-and-error over gameplayet, hvor en enkel fejl næsten helt sikkert koster dig sejren i et løb, og i løb hvor man ikke kan køre efter checkpoints, er man nødt til at kigge ned på mini-mappet, og det betyder, at et kort splitsekunds uopmærksomhed resulterer i, at du har tabt racet.

Interfacet er godt opbygget, ens missioner fremgår nemt når man trykker på select-knappen, for så kommer et oversigtkort op over Los Angeles, hvor man kan se og nemt vælge hvilken mission man vil programmere sin GPS til at pege hen imod, og derefter er det bare at trykke "accept" og så vil et lille minimap med GPS funktion lede én den rigtige vej, meget simpelt, og rigtig nemt at gå til, så man ikke kommer ud i situationer, hvor man ikke kan finde rundt på det store kort.

 

I alt byder spillet på 43 forskellige biler og 3 motorcykler, så der er rig mulighed for at prøve forskellige biler spillet igennem – på trods af at der er færre antal biler end i de foregående spil.  Det giver dog en virkelig fed følelse, når man trykker speederen i bund, og en rigtig god og realistisk gengivelse af Los Angeles, hvilket gør dette spil til en rigtig god og solid oplevelse.