I 1994 blev PlayStations overlegne regnekraft mest brugt til at demonstrere konsollens styrke i tredimensionel grafik. Men reglen har undtagelser. ”Mickey’s Wild Adventure” bragte Disneys håndtegninger og animationer til et traditionelt todimensionelt platformspil. Grafikkortet kunne tydeligvis også lave æstetisk flotte miljøer, glidende bevægelser og store sprites uden at blinke.

I samme ånd som det nyere ”Epic Mickey” (Wii), var ”Mickey’s Wild Adventure” en hyldest til sjælen i Disneys klassiske univers. Banerne er referencer til Mickeys kreative udvikling, fra Steamboat Willy og frem. Så langt så godt. Men så går det galt. Bag det grafisk yndefulde retrospil gemmer sig et dårligt spildesign, kedsommelige baner, ubalanceret sværhedsgrad og mange skolebogseksempler på formelle fejl.

At styre Mickey er nogenlunde at styre håndsæbe i badekarret. Langsom, glat og uden den fornødne præcision der skal til for at undgå fjender og forhindringer. Skyder Mickey et skelet vil dødelige knogler fylder skærmen langt hurtigere end Mickey kan flytte sig. Kampen gennem banerne overvindes ved alt for meget gætværk og trial-and-error. Det er aldrig helt til at vide hvilke objekter som er dødelige og hvor man kan stå uden at falde ned. Spilleren må huske banens faldgruber, så man kan undgå fælderne og forudsige sine trin.

”Mickey’s Wild Adventure” stiller de forkerte krav til os spillere. Denne type platformspil skal være en udfordring i hurtig respons og rationel styring – ikke tungnem udenadslære og blind chance. Spildesigneren Andrew Braybrook sagde engang: ”Hvis du taber, fordi spillet ikke reagerer ordentligt, bliver du frustreret. Hvis du taber, fordi du begik et fejl, bliver du afhængig”. Trods sit element af retro, cartoon atmosfære og håndlavede animation, gør denne genoplivning Mickey mig mest frustreret.
”Mickey’s Wild Adventure”s kan downloades i PlayStation Store og er kompatibelt med PS3 og PSP.