Final Fantasy har altid stået som noget helt specielt indenfor spilverdenen. Spillene har altid budt på fabelagtig grafik og lyd, ikoniske karakterer og komplicerede kampsystemer. Få spil har da også været så imødesete som Final Fantasy XIII, det første FF-spil på den nyeste generation af konsoller, og mens FF XIII i høj grad bygger videre på den kendte tradition, indeholder spillet en lang række ændringer, der vil både glæde og skuffe fans af serien. Når alt kommer til alt, er Final Fantasy XIII dog – trods et par skønhedsfejl og lidt underlige designvalg – et glimrende rollespil og et værdigt kapitel i den hæderkronede serie.

For at starte med det rent tekniske, er FF XIII simpelthen en fryd for øjet og ørene. Grafikken er fabelagtig flot, og både karakterer og landskaber er glimrende designet. Der er en kæmpe variation gennem hele spillet, og man bliver konstant bjergtaget af de smukke filmsekvenser. Lyden er ligeledes glimrende med et for genren godt stemmeskuespil og et smukt soundtrack. Musikken mangler måske lige det der helt karakteristiske tema, men alt i alt er FF XIII et af de teknisk smukkeste spil derude.

Hovedpersonen i FF XIII er den kvindelige soldat Lightning, der med sin kølighed og bad-ass attitude er en glimrende karakter. Hun får selskab af fem meget forskellige personer, fra den selvproklamerede helt, Snow, til den evigt optimistiske lillepige Vanille. Det er et interessant hold, hvis skæbner forenes ad omveje, og karaktererne er heldigvis ikke så klicheagtige og stereotype, som det ellers let bliver tilfældet i den her japanske rollespil.

Plottet er relativt kompliceret, og det er bedst ikke at spolere handlingen. Men setup’et er helt sikkert i orden: spillet foregår i to separate verdener, Cocoon, den teknologiske oververden, og Pulse, den vilde og uregerlige underverden. Historien kredser om samspillet og sameksistensen mellem disse to verdener, og den er fuld af plot-twists og den form for drama, der kendetegner japanske rollespil.

Historien fortælles ganske elegant. Ofte kører der flere parallelle historier, hvor du skiftevis kontrollerer grupperne i forskellige miljøer og med vidt forskellige mål. For en FF-veteran kan det være svært at vænne sig til, men det fungerer faktisk godt og sikrer en vis dynamik i historiefortællingen. Spillets historie er alt i alt fin, men den lider af et stort, overskyggende problem som jeg vil vende tilbage til senere.

FF har altid været kendetegnet ved ekstremt lineært gameplay, og det trettende kapitel er ingen undtagelse. Specielt de første mange timer er ”slemme”, og det kan helt sikkert afskrække nogen. Set i et større perspektiv er lineariteten dog logisk bundet sammen med historien, og jeg ser det egentlig ikke som det helt store minus, når det kommer til stykket. Man skal langt ind i spillet, før man får mulighed for at tage på oplevelse i spillets verden på egen hånd, men når man endelig får muligheden, føles det fantastisk, og igen matcher friheden udviklingen i historien.

Udover historien er kampsystemet det altdominerende i spillet, og her har Square Enix ramt plet. Det starter simpelt, men udvikler sig til at blive både kompliceret og rigtigt, rigtigt godt. Hver karakter i din gruppe kan antage en af 6 roller, der bestemmer hans/hendes mulige handlinger: En ”commando” benytter sig af fysiske angreb; en ”ravager” af magi; mens en ”medic” er gruppens healer. Hovedformålet er derfor at sørge for at bruge den optimale rollebesætning (kaldet ”paradigme”), hvilket kan ændre sig alt efter hvilke karakterer, du har i din party, samt antallet og typen af fjender du møder.

Mens hver karakter kun kan bestride en rolle af gangen, kan man hele tiden ændre sit paradigme i kampens hede. Opdager man, at en fjende er sårbar overfor magiske angreb, skifter man til et paradigme bestående af tre ravagers. Er man ved at løbe tør for liv, skifter man til et paradigme med en eller flere medics. Når systemet fungerer som bedst, er det helt suverænt og holder et enormt tempo.

Med en god historie, gode karakterer, blændende grafik og et solidt kampsystem, burde FF XIII jo være en mulig ”Game of the Year” kandidat, men det er alligevel ikke tilfældet. Spillet har nemlig én stor fejl, der virkelig trækker ned på helhedsindtrykket: tempoet.

Spillet går simpelthen for langsomt til at starte med, og det føles som lidt af en krig at komme igennem de første 5-6 timer, der mest af alt føles som en lang tutorial. Historien er længe om at komme ordentligt i gang, og kampsystemet folder sig først rigtigt ud efter knap 10 timers spilletid. Det er simpelthen besynderligt at Square Enix har designet spillet på denne måde.

Naturligvis skal historien introduceres ordentlig, og jovist, kampsystemet er da kompliceret. Men det undskylder ikke, at man igen og igen bliver belært om de forskellige muligheder, hvorefter man skal bruge den ene nye strategi til at klare sig igennem 5-6 kampe i træk. Der er mange gange i starten af spillet, hvor historien simpelthen er sat på stand by, mens kampsystemet langsommeligt bliver introduceret, og det fungerer bare ikke. En kort, men udførlig tutorial havde klart været at foretrække.

Det tager altså en del tid at lære at holde af Final Fantasy XIII, men kan man overkomme de første timers ørkenvandring, er der et rigtigt godt og vellykket spil gemt. Karakterer, historie, kampsystem og grafik er alle i den gode eller rigtigt gode afdeling, og man kan derfor bare ærgre sig over, at Square Enix ikke har fået ordentligt styr på tempoet. Fans af rollespil generelt – og japanske rollespil i særdeleshed – bør ikke snyde sig selv for et møde med Final Fantasy XIII.