Wolfenstein: Enemy Territory var et mageløst eksempel på, hvordan en lille skare af fantasifulde spiludviklere kunne præstere at overgå, hvad enorme idSoftware havde skabt med Return to Castle Wolfenstein. For første gang så man et objektivbaseret skydespil, hvor flere forskellige klasser skulle arbejde sammen mod at opnå en række mål. Samtidig introducerede de smarte mennesker hos udvikleren Splash Damage et simpelt, men fængende, XP-system, der tillod de flittige og dygtige spillere at skaffe sig bedre våben og flere egenskaber – og så var det oven i købet gratis!

Praksisen med at belønne en god indsats med XP er efterhånden blevet kutyme i flere og flere onlineskydespil – såsom Call of Duty 4 og Battlefield-serien. Dermed var det en smule sværrere for efterfølgeren Enemy Territory: Quake Wars at slå igennem, da det tilbage i oktober 2007 udkom til PC. Alligevel lykkedes det spillet at markere sig, høste flotte salg og hente pæne anmeldelser – syv måneder efter udkommer spillet nu til konsol, og det har absolut ikke været en problemfri overgang!

                Klik for at se billedet i en større udgave.

Meget er det samme i denne nye version af det gamle Enemy Territory, der dog har taget springet fra Anden Verdenskrig over i Quake-universet. Dette betyder, at kampen ikke længere står mellem de allierede og de grumme tyskere, men derimod mellem menneskeheden og de mere difusse og en kende forvirrende Strogg. En race der angiveligt har valgt at angribe jorden – og derfra fortsætter spillet ufortrødent. Selvom det ikke er sædvane at formidle store og fængende historier i onlineskydespil, må jeg indrømme, at jeg har følt mig en kende uforstående overfor, hvorfor det lige er, de to hold går og skyder på hinanden. At spillet så samtidig ikke er udstyret med en singleplayerdel eller bare en træningsmission (jeg har ladet mig fortælle, at Xbox 360-versionen skulle være udstyret med en sådan), gør det ikke ligefrem nemmere at kaste sig ufortødent over festlighederne.

Hvad man dog langsomt lærer er, at menneskeheden og strogg er to høfligt balancerede racer, og hvilket hold man ender med at finde mest appelerende er derfor en smagssag. Hver race har fem forskellige klasser, der differentierer minimalt på tværs af racerne, og i bund og grund ligner hinanden. Antallet af spillere i konsolversionen er halveret fra 32 til 16, hvilket dog ikke medførte en følelse af, at man begiver sig ud på en tom slagmark.

                Klik for at se billedet i en større udgave.

Det første der mødte mig, da jeg for første gang gjorde mig klar til at bekæmpe fjenden, og ødelægge deres anordning i bunden af banen (uvist af hvilken årsag), var et ganske uoverskueligt menusystem, der tillod mig at vælge klasse, våben og deslige. Skønt det efter lidt tid lykkedes mig at få valgt en klasse, var det i en temmelig forvirret tilstand, jeg gjorde mig klar til at få indflydelse på slagets gang. Efterfølgende, da jeg satte mine virtuelle ben på den dårligt renderede jord, blev jeg opmærksom på en anden af Enemy Territory: Quake Wars’ mangler – nemlig den ganske stemningsløse grafik, der gør sig gældende i PS3-udgaven af det ellers pæne spil fra 2007. 

Grafikken i spillet er langt under, de standarder der ellers gør sig gældende. Effekterne virker matte, grafikken grov og upoleret – mens banerne derimod er hvor udviklerne bag Enemy Territory: Quake Wars alligevel viser deres talenter. Der er dejligt mange måder at gribe en opgave an på, og samtidig er kampen opbygget således, at de enkelte hold i spillet får tildelt forskellige delmål, der tilsammen arbejder mod holdets samlede sejr. Dette resulterer i en ganske medrivende måde at gribe spillet an på, idet det er ganske fornøjeligt endelig at destruere den inerverende AA-kanon, der adskillige gange har pillet dine medspillere ned fra luften.

                Klik for at se billedet i en større udgave.

Under den grimme upolerede overflade gemmer der sig altså et fængende gameplay, der stadigvæk formår at bidrage med noget nyt til genren. Personligt har jeg dog haft svært ved at fraryste mig fornemmelsen af at spille et spil, der er presset for hurtigt gennem maskinen, med det formål at få fingrene i de glade konsolspilleres finanser. At styringen så samtidig er håbløs, og i visse tilfælde kræver, at man kan holde to knapper nede med en finger, gør ikke ligefrem oplevelsen bedre. Alt i alt er Enemy Territory: Quake Wars en række gode ideer i en ualmindelig grim indpakning – og personligt kommer jeg ikke til at tilbringe mange timer i kampen mod strogg, idet der simpelthen er for mange titler på markedet, der er mere gennemførte og bedre egnet til konsolkrig.