Naturens stilfærdighed afbrydes brat. Som en monstrøs fødsel blandt skyerne, undfanget fra en anden verden, trækker indbegrebet af ondskab sig gennem den sorte portal, omgivet af en sværm af bevingede væsener. Vingerne folder sig ud, suset fra slagende brager over havets overflade. Det er sket. Dragen er født. Ikke den venligsindede disneyficerede drage, men inkarnationen af menneskehedens nemesis. Den angriber, brænder de svækkede homosapiens og efterlader en slipstrøm af ødelæggelse. Men så sker der noget. Et menneske angriber dragen, men fejler og kastes til jorden. Dragen sænker sin klo over den døende, og i en sky af blod trækker det gigantiske væsen hjertet ud af menneskekroppen og sluger det som en peanut. I denne spontane ceremoni vælger dragen sin udfordrer; dén som skal blive dragens skæbne. Du er Arisen.

Jovist, “Dragon’s Dogma” mangler ikke storladenhed og patos. Hvad der derimod – ved første øjekast – mangler er et nutidigt grafisk niveau. I sine bedste momenter er miljøet og dets befolkning et stemningsfuldt maleri, men i detaljegraden svækkes helhedsindtrykket og kantede karaktererne fremstår som et fortidslevn. I Capcoms dragefabel har man set stort på de små indtryk, og hele fremstillingen er noget groft skåret. Men, kan man overkomme de små fejl og manglende finesser, breder vingefanget til noget der kunne blive årets største tidsrøver ved konsollen. Over 30 timers spilletid – og der er stadig masser at tage sig til.

“Dragon’s Dogma” er et live action RPG, som har været lang tid undervejs fra Capcoms udviklere. Kræfterne er lagt i den kvalitative spiloplevelse og spillerens frie indsats i skabelsen af historien, og trods lidt indskoling og gradvis uddannelse, er det ikke noget uoverkommeligt bjerg at bestige. Som den udvalgte, der fik hjertet spist af dragen, skal bruge din selvskabte avatar i en eventyrlig sandkasse af frit valgte quests og narrative udfordringer. Quests kan hentes fra indbyggerne i landets byer og lejrer, og arrangeres i en prioriteringsorden efter eget valg, alt mens hovedhistorien fejres med monstrøse boss kampe og elegante overraskelser.

Men landet er truet af andet end flyvende øgler, og en bredskuldret eventyrhelt, som er blevet reinkarneret af dragen, kan også få brug for assistance i kampen mod mytologiske monstre. Fra luften fødes Pawns – dine tro følgesvende. Gruppens karakterer kan enkeltvis defineres i forhold til køn, art, speciale, styrker og adfærd. Efterfølgende skal du sørge for at teamet bliver trænet og klædt på til kamp. Sammensætning af pawns er en vital del i overlevelsen, men du kan ikke satse på en helhjertet assistance. Deres adfærd veksler mellem logik – til manglen på det samme. Regn altid med at bære banneret mod næste kamp.

Trods alle små skavanker, bagateller og manglende polering, er ”Dragon’s Dogma” en sovende drage der er vågnet til alles store overraskelse. Spiloplevelsen formerer sig gradvist til en afhængighed og detaljegraden i gameplayets DNA er formidabel. Dog kan dragen blive et tidskrævende bekendtskab. Fans af RPG genren vil værdsætte spillets konstruktion og den store nonlineære frihed i det omfattende scenariske landskab. Det føles lidt som Zelda i moden tilstand, men meget mindre restriktiv end den seneste generation af Zelda spil. Mellem alle øvrige stortitler og spilmarkedets overeksponerede hypes, er ”Dragon’s Dogma” en glædelig velkomponeret spilperle af den sjældne slags. En usleben diamant, er stadig en diamant.

Godt:

Stort og nonlineært. Masser og atter masser af udforskning i eventyrlandets sandkasse. Betagende miljø. Suveræne kampe.

Skidt:

Grafiske flaws og noget usleben finesse. Pawns reagerer ret ulogisk. Kræver din tid.