Hvis du hører til dem, der nyder at dyste mod venner og bekendte i paratviden skal du helt sikkert læse videre. For de uindviede, går Buzz!-serien i al sin enkelhed ud på, at man ved hjælp af op til 4 medfølgende buzzers svarer på spørgsmål af forskellig art. Spillet kan spilles med blot en enkelt spiller, men underholdningsværdien stiger klart jo flere spillere man er.
Selve gameplayet er relativt uændret i forhold til de mange PS2-udgaver der findes på markedet. Grafikken har fået en markant ansigtsløftning med overgangen til PS3, dog uden at ændre på den tegnefilmsagtige stil. Et stort plus i forhold til før er, at de buzzers spillerne benytter sig af nu er trådløse og hermed giver en langt større frihed i forhold til fordums tiders ledningskaos.

Spillets største nyskabelse er introduktionen af muligheden for at spille online mod andre quizelskere. Onlinedelen er supernem at kaste sig ud i, man trykker blot på en knap, hvorefter spillet automatisk finder en ledig plads i et spil til en. Muligheden for at spille mod andre på nettet betyder, at spillets levetid forlænges betragteligt og gør dermed også spillet ganske underholdende for blot en enkelt spiller. Dog er det usandsyneligt dumt, at spillet ikke understøtter mere end 1 spiller per konsol online. Har man eksempelvis besøg af en kammerat kan man altså ikke spille mod 2 yderligere spillere online, men har udelukkende mulighed for at dyste mod hinanden lokalt. Virkelig ærgeligt, da dette ville have åbnet op for nogle rigtig sjove kampe.

Den nyeste version af Buzz! indeholder 5000 spørgsmål. Dette lyder måske af meget, men der går ikke lang inden man begynder at støde på gengangere i repetoiret. Heldigvis udgives der løbende nye quizzer i Playstation Store man mod betaling kan downloade og dermed forlænge spillets levetid yderligere.
Derudover har man som spiller mulighed for at lave sine egne quizzer online – et koncept som Sony kalder MyBuzz. Efterfølgende har alle spillere mulighed for at downloade disse quizzer ganske gratis via spillets menu. Dermed kan man også afprøve sin viden i mere obskure emner som kasserollens udvikling gennem det 19. århundrede, hvis man er til den slags.

Det lader til, at Sony har lagt stor vægt på mantraet “If it ain’t broke, don’t fix it” under spillets udvikling. Man må erkende at konceptet ganske enkelt holder hele vejen igennem og tilføjelsen af de mange nye online-muligheder er nok til at holde spilleren beskæftiget i lang tid. Har man blot en lille konkurrencedjævel gemt i maven, er der rigtig mange timers underholding at hente i spillet. Varm anbefaling herfra.