Brave er ikke et licensspil af værste skuffe, det er klasser bedre end skrækeksempler som Kung Fu Panda 2 og Harry Potter og Dødsregalierne, men der er også et stykke op til de bedste Pixar-film-til-spil som Toy Story 3 og Cars 2.

Gameplayet er en kombination af opdagelse, løse gåder (meget nemme), platformspil og kamp. Meridas rejse tager hende gennem otte tågede områder fra moser til huler, over vandløb og gennem en frossen højderyg. Udviklerne har forsøgt at skabe variation, men da filmens (og spillets) handling er afgrænset til at foregå i det skotske højland, er variationens og farverigdommen selvsagt begrænset.

Vores heltinde har flere typer af sværd og buer samt fire typer magi (baseret på is, ild, jord og vind). Hele arsenalet skal i brug, for der er overraskende mange fjender undervejs, bl.a. ulve, giganter, ravne, og gnomer.
Meridas evner kan opgraderes ved at finde blomster, planter og andre genstande undervejs i banerne. Og i modsætning til et andet licensspil, jeg ikke vil nævne igen, kan det i dette spil godt betale sig at samle guldmønter. De anvendes til at købe og låse op for nye opgraderinger og angreb, såsom at kommandere en gruppe af gargoyles til at angribe sine fjender.

Styringen er nem at gå til, spilleren bruger den højre analogpind, både til at skyde pile og bestemme retning. Magi og nærkamp med sværd er også meget nemt at betjene, men kampene besværliggøres desværre ofte af framerate problemer og irriterende kameravinkler.

Der er, som det efterhånden er blevet standard i Pixar spillene, mulighed for at en ven kan droppe ind og ud af spillet og hjælpe på forskellige måder, i skikkelse af den spøgelsesagtige følgesvend Will O ’the Wisp. I nogle situationer er det også muligt spille som Meridas (bjørne)brødre Hubert og Harris, og det er med til at skabe lidt variation i spillet.

Grafisk fungerer Brave fint, uden at imponere, dog indeholder spillet noget ret fine mellem scener, der fortæller historien ud fra nogle tegneserie storyboard sekvenser. Det er dejligt at Kelly Macdonald også har lagt stemme til spiludgaven af Merida, men det er ikke blevet til så meget variation, så man bliver hurtigt træt af at høre hende gentage de samme sætninger igen og igen.
Det tager godt otte timer at spille sige igennem Brave, en passende længde, og jeg synes faktisk at udviklerne har gjort et hæderligt forsøg på at skabe indhold og variation undervejs.

Som en lille ekstra feature kan de heldige ejere af PlayStation 3 Move motion controller deltage i et par mini-bueskydning spil. Quiver Limit (en begrænset mængde af pile per runde), Survival (skyde mål ned, før de når frem til dig) og Quick Draw (skyd mål ned på tid) spillene er på ingen måde en tidsrøver – distraktion i bedste fald.

Godt:
Mulighed for at spille sammen med en ven, passende længde på eventyret, fint indhold og ‘light’ opgraderingssystem.

Skidt:
Irriterende kameravinkler, framrate problemer og genbrug af de få replikker.