Battlefield serien har siden ”Battlefield 1942” længe været en kæmpe success, som FPS multiplayerfranchise forbeholdt PC’en. Til trods for at det relativt udemærket ”Modern Combat” har været ude og vende på konsollerne, blev det aldrig et større gennembrud for den ellers populære serie – og som singleplayer har Battlefield aldrig helt markeret sig. Indtil nu, hvor overraskende fængslende storyline forenes med en iøvrigt ganske vellykket multiplayerdel, og forstærkes af den nye Frostbite-engine, der er intet mindre end altødelæggende fantastisk.

Historien er henlagt det, vi kender det fra klassiske krigsfilm som ”Kellys Helte” og ”Det Beskidte Dusin”. Som den kriminelle Preston Marlow, har man fået valget mellem militæret og fængslet – og da Marlow vælger første mulighed, smides han ud i en lille broget flok, med fire skæve eksistenser under kaldenavnet ”B-Company” – eller ”Bad Company”, som de ynder at kalde sig selv. B-Company er ment som en slags undværlige opryddere, der sendes ind bag fjendes linjer for at ordne de værste opgaver, før ”de rigtige” soldater sættes ind. Som kriminelle anses Bad Company nemlig ikke som værende mere værd, end et brugt patronhylster. Da den umage gruppe pludseligt finder ud, at der er mulighed for at fiske krigsbytte i form af guldbarer på vejen, går den vilde skattejagt ind.

Klik for at se billedet i en større udgave.

”Bad Company” er et af de spil, der bestemt er mere underholdende end nyskabende – og dog. Den nye Frostbite grafikmotor lægger op til at være en umiddelbart lille gimmick, men faktisk er det hvad spilbarheden er bygget op omkring. Frostbite dækker over en særlig grafisk motor, hvor alle omgivelser kan smadres. Det betyder, at ingen ikke er sikker nogen steder – men samtidig er alle bygninger tilgængelige. Derfor er en mand til tank kamp ikke ligefrem nem, da tanken pulversier enhver form for dække, men til gengæld det mere i ånd med krigens kaos – og er det mere spændende. Dette betyder også bl.a. at man ikke kan campe, medmindre man er en mobil sniper, hvilket særligt er en tiltrængt feature i multiplayerdelen. Grafisk set, byder Frostbite dog ikke på noget sindsoprivende – andet end en masse smadder og en hæderlig visuel, hvor man på lang afstand kan se fjendtlige soldater. Lyden er derimod virkeligt god og sjældent hørt bedre. Fyrer man op, underbygges stemningen optimalt med velbragende DTS og Dolby Digital, der både er medrivende og ekstremt velbalanceret.

Klik for at se billedet i en større udgave.

Tonen i spillet er ingen måde alvorlig og forventer man realisme, er ”Bad Company” nok ikke sagen. Ens tre kammerater disker op med spydige bemærkninger og fjollede mellemsekvenser, men bør i flere henseende være til mere end blot sjov og ballade. Det er nemlig ikke meget hjælp man skal forvente, da spillernes A.I. absolut ikke er noget at råbe hurra for, hvilket er afgørende irritationsmoment. Ofte løber de rundt og skyder lidt på må og få, mens de fleste træk fortages af Preston. Alt afhængigt af sværhedsgrad, kan man sagtens klare sig uden – særligt da man, på godt og ondt, har mulighed for at tanke helbredet op ved et knips. Dør man, respawnes man blot – som i de andre Battlefield spil.

Klik for at se billedet i en større udgave.

Alt i alt må ”Battlefield: Bad Company” siges at være en positiv overraskelse, der trods en kort livetid som singleplayer spil, byder på endnu flere timers underholdning som multiplayer. Hvor ”Warhawk” nok har stået som det bedste af slagsen på PS3’en indtil nu, er ”Bad Company” lige det tak bedre. Styringen er relativ nem, kampsekvenserne er fantastiske i et kaos af Frostbite ødelæggelse og fremragende lyd. Til trods for at grafikken, udover smaddereffekterne, i sig selv ikke er helt iøjnefaldende, plus at spillets A.I. kunne være bedre og spillet som singleplayer er en kort fornøjelse, vejes herligheden op af rendyrket og frisk action på drengen.