Project Cars er udviklerne hos Slightly Mad Studios bud på en racing simulator, de har før givet os Need For Speed: Shift og Shift 2: Unleashed, så de er ikke nye i racing genren, men de har altså taget en vending fra den traditionelle arcade racer over til den mere seriøse simulations subgenre. Vinklen på genren er i sig selv ikke det mest interessante, for i forbindelse med udviklingen og særligt fundraising har Slightly Mad Studios valgt at gå nye veje. I et meget interessant forsøg har studiet, ikke alene finansieret spillet med hjælp fra fans og gamere, men også lagt dele af udviklingen ud til alle interesserede, der via såkaldte ’toolpacks’ har kunne bidrage direkte med indhold til spillet, test og markedsføring. Alt efter den enkeltes bidrag til spillet har det så været muligt at få en ”aktie” i spillet, i form af en del af overskudet fra salget af spillet. En yderst interessant forretningsmodel, der udover at tilbyde fans reel indflydelse på spillets udvikling, også er med til at motiverer de involverede til at yde og leverer deres bedste.

Project Cars3

Er der så kommet et fornuftigt resultat ud af Slightly Mad Studios og deres crowd development projekt?

Det første der slog mig ved spillets er dets sværhedsgrad, nu er jeg ikke ligefrem en bilspilsekspert, men jeg var alligevel lidt overrasket over hvor svært det er at komme ind på livet af Projekt Cars. Det er klart man lige skal vende sig til fysikken i et nyt bilspil, men at det tog mig det meste af en aften bare at få gennemført et løb, havde jeg ikke set komme. Det er altså ikke, som mange andre spil, nemt at samle op og komme i gang med, det kræver øvelse og tålmodighed, men er man bevidst om det fra start, og klar til at investerer tiden, bliver Project Cars et meget givende og vanedannende spil. Når endeligt podiepladserne begynder at komme, føles de personlige fremskridt og sejrens sødme så meget desto mere velfortjent.

Hvad har Project Cars så under under kølerhjælmen? Først og fremmest byder det på ca. 60 forskellige biler, det er måske ikke så meget sammenlignet med andre af genrens sværvægtere, men der er alligevel lagt så meget arbejde i at få dem til at ’shine’ og frem for alt føles forskelligt, at der er nok at kaste sig over for selv de mest ihærdige motorsports fans. At køre en gokart føles som at styrer en brødrister med motor på is, sammenlignet med de store Touring Cars, der ikke på samme måde skrider ud drejer rundt, men hvor fart og sammenstød kan have fatale konsekvenser.

Spillet byder på mere end 100 forskellige baner, fordelt på 30 lokationer, og her er alt fra klassiske racerbaner som Nürnberg ringen, Le Mans og Monaco, til ræs på klassiske åbne strækninger i de franske alper og langs den californiske kyststrækning, disse åbne strækninger, hvor naturbaggrunde og varierede landskaber kommer i spil, er mine klare favoritter.

Project Cars4

Selvom Project Cars afgjort er et af de pænere spil til den nye generation kan det, rent grafisk, ikke hamle helt op med Drive Club der er ude eksklusivt til Playstation 4. Der er dog masserer af flotte detaljer i bilerne og de uundgåelige sammenstød, hvor bildele og støv hvirvler om ørene. De dynamiske indstiller for vejrforhold og tidspunkt på døgnet er et lækkert touch, der både ser godt ud, og er med til at øge genspilningsværdien af de enkelte baner. I det hele taget er Project Cars en rigtig lækker pakke, menuerne er utroligt strømlinede og brugervenlige, jeg er absolut ikke motornørd, men spillet gør det aldrig mere kompliceret end det bør være, og jeg var aldrig i tvivl om hvad jeg foretog mig, og om en given ændring på en bil var til det bedre.

Konklusion
Project Cars er et vellykket og interessant bud på en racing simulator, Slightly Mad Studios vilje til at gå nye veje har på mange måder båret frugt, spillet oser af kærlighed til genren, og der er så meget indhold i spillet at det kan være helt uoverskueligt til tider. Det bringer mig videre til spillets måske største svaghed, det vil gerne være imødekommende og nemt på mange punkter, men det ændre ikke på det faktum, at der skal lægges meget tid og tålmodighed bare for at komme i gang med spillet, og endnu mere hvis du vil mestre dets fysik. Om dette spil er noget for dig afhænger af temperament, har du kold vand, eller benzin, i blodet og nok fritid er vejen, i bogstaveligste forstand, åben for rigtig mange timers spil.

Project Cars2

Godt:
Rigeligt med baner og indhold.
Strømlignede og brugervenlige menuer.
Mulighed for indstilling af vejrforhold mm.

Skidt:
Svært at komme igang med.
Kedelig lydside.