Tales of Zestiria er ikke mindre end det femtende spil i ”tales” serien. En serie der er kendt for sin meget karakteristiske ultra-japanske manga stil, og meget over the top, fantasy univers, komplet med højt hår, gigantiske sværd og ekstremt pompøse rockballader over yderst letpåklædte kvinder med gigantiske øjne og andre forstørrede attributter!

Spillet er her anmeldt til PlayStation 4, men er ligeledes udkommet til PlayStation 3 og PC. Spillet er udviklet af Tri-Crescendo og Bandai Namco Studios, og udgivet af Bandai Namco Entertainment den 16 oktober.

ss_27e77f1d2eeacbe182c9aec6e4e717744c5ec504.1920x1080

Spillet tager udgangspunkt i fortællingens protagonist Sorey, en ung mand som bor alene i byen Elysia, sammen med de mystiske gudelignende væsner ”Seraphim”. Seraphim er en race der lever sammen med menneskeheden, men er usynlig for den, og bliver derfor betragtet og tilbedt som beskyttere af menneskene. Sorey kan heldigvis godt se dem, idet han er opvokset med dem, og den vej igennem er blevet ”klimatiseret” til at kunne omgås dem. Soreys bedste ven Mikleo er en Seraphim. Sammen med Mikleo begiver Sorey sig ud på et eventyr da en ung kvinde en dag forvilder sig op til byen Elysia, og derefter tager afsted igen, drager de to efter hende, for at finde (eller blive?) verdens næste ”Shepard”, vedkommende der skal redde verdenen fra de onde Helions. Dette var et meget kort resume af en udmærket om end en smule kliche præget historie.

Gameplayet er et mix imellem at man free roamer på kortet, og er i kampe, enten i den åbne verden, eller i diverse forskellige dungeons som historien driver en til. I starten brød jeg mig ikke meget om kamp systemet, da det simpelthen virkede for enkelt. Man styrer sin figur frit, og kan så bruge forskellige såkaldte ”artes” herunder; Martial Artes, Hidden Artes og Seraphic artes. Disse Artes fungerer lidt ala sten, saks, papir, idet de alle har en styrke og en svaghed, og her gælder det så om at udnytte dette system korrekt, således at man kan overkomme sine fjender. Derudover er der de velkendte elementer vand, ild, jord og vind, som hver af dine karakterer står for en af. Der er mange måder at overkomme sine fjender, og det kræver at man skifter ud undervejs, og har styr på sine items mv. Som nævnt så var jeg ikke imponeret i starten, men systemet voksede betydeligt på mig, og det endte med at give mig stor tilfredsstillelse til sidst, når kampene gik godt.

ss_4b940065622aaaa633a5072427290f7aa7a99309.1920x1080

Progressions delen derimod er en anelse svær at sætte sig ind i, idet man ligesom ”leveler” eller kommer videre med sin karakter, ved at finde items som man sætter ind i en tabel af egenskaber, og får ud fra disse forskellige bonusser. Dette betyder at man får skills baseret på sine items, og der er visse kombinationer i tabellerne der giver specielle egenskaber, hvilket af og til betyder at man må rende rundt med meget gamle items i længere perioder, hvilket ikke just er tilfredsstillende. Derudover giver forskellige karakterers titler specielle egenskaber, ligesom unikke monstre kan give skill bonusser for items, ligesom items ligeledes kan levele op, og fusioneres til stærkere items. Det giver alt sammen meget content, men det er også relativt forvirrende, og jeg måtte af og til søge til Google for forklaringer, dette kan dog have noget at gøre med at jeg ikke har spillet de gamle tales spil specielt meget.

ss_eb213f2c57ca1af8736fd2393ecc3682cd6de065.1920x1080

Tales of Zestiria skal IKKE spilles for sin grafik. Grafikken ligner ærligt talt noget der er portet direkte fra PlayStation 3 versionen, hvilket jeg også mistænker for at være tilfældet. Teksturene er af og til mudrede, og verdenen er ikke synderligt detaljeret. Det ligner meget noget fra sidste generation af konsoller. Karaktererne derimod ser udemærkede ud, og har et acceptabelt niveau af detaljer. Men alt i alt har spillet et charmerende look, men kønt, det synes jeg ikke man kan kalde det.

Personligt er jeg vild med lyden. Der er alt fra storslået klassisk musik til rockballader, hvilket næsten altid passer spillets tema perfekt. Lydeffekter er som man kan forvente, og skuespillet ligeså, ikke imponerende, men dog for det meste engageret og udmærket.