Så er vi tilbage igen med det eneste dedikerede F1 spil derude, nemlig F1 serien – nærmere bestemt F1 2015 til PlayStation 4. F1 serien er udviklet af Codemasters, og er udkommet årligt siden det første spil i serien, tilbage i år 2009. Denne udgave af den populære serie er på mange måder den bedste udgave til dato, og på mange måder er det en af de svageste.

Først og fremmest skal det slås fast med syvtommersøm at F1 som spil aldrig nogensinde har set så flot ud som det gør i dag. Grafikken er glimrende, og specielt vejr effekter ser fantastisk godt ud. Desværre tynges oplevelsen af en del graverende grafiske glitches, som af og til springer meget i øjnene. Af de ting jeg lagde mærke til da jeg spillede spillet var: manglende kørere i modstandernes biler i mit bakspejl, forsvindende hjul på modstandernes biler, underlige hop i kameraet, og jeg kunne blive ved. Det er langt fra mangler som gør spillet uspilleligt, men det bryder indlevelsen, og forringer helhedsindtrykket markant når det sker.

ss_c6b5d51f1727f635552080fd10ed083671caf3c7.1920x1080

På gameplay fronten har spilserien taget en interessant, om end en smule mere utilgivende, drejning. Styringen er nemlig, i forhold til tidligere spil i serien, blevet noget mere direkte, og der skal kalkuleres meget nøje med specielt speederen, hvis man har nogen forhåbninger om at være på podiet, og ikke krøllet sammen om et autoværn. Det er efter min mening en tiltrængt forbedring, idet F1 er det eneste spil, hvor man i sandhed kan simulere oplevelsen at køre formel 1, og for alvor mærke hastigheden på en realistisk måde.

Ud over styringen følte jeg en del ændringer i modstandernes adfærd. De virker meget aggressive, hvilket både kan være positivt og negativt. På den positive side, så gør det det yderst underholdende at køre imod dem, og det virker oprigtigt talt som om at de har menneskelige træk og fighter instinkt, hvilket gør det lige så sjovt at forsvare sin position, som det gør at forsøge at tilkæmpe sig en bedre. På den negative side, så virker det af og til som om at modstanderne overhovedet ikke overvejer din eksistens i visse situationer, hvor de laver meget hasarderede opbremsninger, og vilde overhalinger som aldrig var gået i virkeligheden.

ss_6be4396fb5a100600067ee2fa2e359cbee5c3495.1920x1080

Codemasters har i årets version af serien vurderet at karriere delen af spillet ikke længere skulle være med, hvilket jeg så absolut ikke forstår. Karriere delen bestod af at man lavede sin egen racer, og kørte sig til tops, og til sidst (forhåbentligt) udkonkurrerede Vettel, Hamilton, Alonso og alle de andre. Det var en underholdende måde at se sig selv blive bedre, i takt med at man steg i hierarkiet i formel 1 verdenen. I år er det kun muligt at spille med en eksisterende racer, og så køre en hel sæson med vedkommende, eller at tage quick races. Derudover er der multiplayer, og en ”svær” udgave af spillet kaldet ”Pro Season”, hvor man spiller uden noget interface, og hvor traction control og andre hjælpemidler er slået totalt fra. Jeg synes det er en skam at man har fjernet career mode, hvilket for mange var hele grunden til at købe spillet til at begynde med. Derudover gør det at der er alt for få måder at spille spillet på, hvilket uden tvivl vil være en grund til ikke at købe spillet for mange.

ss_897076815bb6abf41cf3f854f4df48c43a46d641.1920x1080

Overordnet set er F1 2015 et skridt i den rigtige retning, med gameplay forbedringer, og et, for det meste, flot og dynamisk grafisk billede. Oplevelsen bliver desværre skæmmet af en række bugs, som dog forhåbentligt bliver rettet i en patch, samt en mangel på game modes. Er man stor formel 1 fan, så er der ingen vej uden om dette spil. Er man derimod glad for racing, så må man gøre op med sig selv om F1 2015 tilbyder tilstrækkeligt med muligheder for at opfylde ens behov.