Man kan næste ikke blive andet end i godt humør af at spille No Straight Roads, spillet udstråler så meget overskud, fandenivoldskhed, farver, musik og rytmer at det er forholdsvist nemt at tilgive de mange fejl og mangler spillet også indeholder.

No Straight Roads er lavet af det Malaysiske studie Metronomiks, og selvom de to bærende kræfter tidligere har arbejdet for de japanske giganter Capcom og SquareEnix på henholdsvis Street Fighter V og Final Fantasy XV, så er det deres første spil under eget navn. Der er dog ingen tvivl om hvor de har hentet deres inspiration fra – særligt ’Jet Set Radio’, ’Space Channel 5’ og ’Guitaroo Man’ er oplagt inspirations materiale. No Straight Roads er nemlig noget så utraditionelt som en rytme-platformer med RPG-elementer – og det virker, i hvert fald et stykke af vejen.

I spillet, der i øvrigt kan spilles med en ven i co-op, møder vi Mayday og Zuke der tilsammen udgøre det håbefulde undergrunds indirockband ’Bunk Bed Junction’. De er til en audition i et tv-show i stil med X-Factor og føler selv de ”spiller røven ud af bukserne” men bliver alligevel smidt ud på røv og albuer, det viser sig nemlig at i Vinyl City, hvor vores historie foregår, er det den onde NSR koncern der bestemmer og i deres verden er det kun EDM (electronic dance music) der fungerer.

Mayday og Zuke føler sig i den grad bortdømt og starter deres egen undergrunds bevægelse der langsomt skal overtage hitlisterne i Vinyl City. Gameplay er en blanding af at gå på opdagelse i byen, med traditionel udforskning, indsamlet genstande og langsomt åbne for nye områder af byen, og episke bosskampe (mod de DJs, Bands og solister der indtager hitlisterne) der er bygget op af en blanding af platform elementer og rytmesektioner. Disse ”kampe” er klart spillets højdepunkt, de er omfattende, vildt kreativ ganske varieret og med garanti ikke som noget du har prøvet andre steder.

Desværre er det at udforske Vinyl City slet ikke lige så sjovt, platformsekvenserne er ret klodsede, styringen besværlig når du er i luften, der er ”usynlig mure” overalt i byen og kameraret kan ikke altid styres som du ønsker. På denne måde minde det på godt og ondt, meget om de Dreamcast spil fra 00’erne udviklerne har hentet deres inspiration fra, det gælder også det grafiske udtryk der de mange farver til trods er noget primitiv.

Lyden og musikken i spillet er selvfølgelig hele omdrejningspunktet, og det er en skøn og skør blanding af rock, dance og electronica med nogle sjovt og overraskende twist smidt ind undervejs, som f.eks. når Zukes vandvittige storebror dukker op og udfordre til en rap battle. Så skru op for dit anlæg eller lyden i dine høretelefoner, for der er virkelig smæk på, men vær også klar til at skrue ned igen når kampene er overstået. Selve dialogerne og stemmeskuespillet er slet ikke samme kvalitet som musikken, og historien er en lille smule for politisk og ambitiøs for sit eget bedste, i hvert fald passe det ikke sammen med de øvrige elementer i min optik.

No Straight Roads er en svær størrelse at anmelde, på den ene side er det en teknisk rodebutik der virker sjusket og ufærdigt. På den anden side er det så charmerende, anderledes forfriskende og helt igennem stilfuldt at se og høre på, at man ikke kan undgå at sidde med et bredt smil på læberne efter de 6 timer det tager at løbe spillet igennem. Det er på ingen måder et perfekt spil, langt fra endda, alligevel glæder jeg mig allerede til at se hvad Metronomiks finder på næste gang.