SEGAs maskot, det blå pindsvin Sonic, fylder 20 i år. Han så dagens lys i Mega Drive spillet Sonic the Hedgehog fra 1991, og dengang var han grunden til at SEGA for første gang solgte flere konsoller end konkurrenten Nintendo. Der blev til et par gigantiske succes opfølgninger i Sonic 2 og 3, der også udkom til Mega Drive, og i perrioden i Sonics storhedstid viser amerikanske undersøgelser, at han, blandt amerikanske børn, var mere kendt end selveste Disneys Mickey Mouse.

Sonic har dog haft det mere end almindeligt svært med overgangen til 3D, hvor det specielt har været hans fart, der fungerede så godt i de traditionelle 2D omgivelser, der har været en gigantisk udfordring for Team Sonic. Der har været mange forsøg, og selvom der findes undtagelser, så er Sonic i dag en skygge af sit yngre jeg, og der har været langt mellem snapsene for de mange hårdtprøvede Sonic fans.

I Sonic Generations møder vi to udgaver af det blå pindsvin, den klassiske Sonic som vi kender ham fra 16-bit æraen, og den moderne Sonic som han har udviklet sig til i dag. Deres veje krydses, i bedste ’Tilbage til Fremtiden’ stil i en parallel tidslinje, da nogle mystiske lilla monstre truer med at ødelægge den tidslinje vi kender i dag.

De to udgaver af Sonic er tvunget til at gennemleve baner fra tidligere spil, med nye udfordringer undervejs, for at opretholde den ’rigtige’ tidslinje. Nostalagien er i højsædet når klassiske baner som Green Hill, Chaos Emerald og Casino Nights suser forbi i nyopfundne klæder.

Sonic Generations spilles bedst og ser bedst ud når det går hurtigt, det har aldrig rigtig virket når Sonic har prøvet at konkurrerer direkte med Mario på 3D platform, og det er som om Team Sonic har indset det, og endelig koncentrerer sig om det de gør bedst. Sonic Generations er en kærlighedserklæring – en ’greatest hits’ kavalkade med en masse nyt indhold, og selvom der er irritationsmomenter undervejs, så er det en fornøjelse.

Spillet kræver til tider super reflekser og falkeøjne, hvis du ikke skal lide en ubehagelig død. Lidt for ofte driller styringen så rytmen uforklarligt blive brudt – det er ærgerlig, men ikke nok til at ødelægge den gode spiloplevelse.

Præsentationen af spillet er upåklagelig, overskuelige farverige menuer og en grafik der bestemt hører til i den bedste ende af skalaen til 3DS. Jeg synes dog ikke der var nogen grund til at bruge den særlige 3D effekt, måske er det bare mig der er af den gamle skole, men som nævnt tidligere har Sonic altid fungeret bedst i 2D, og det ændre Nintendo 3DS kvaliteterne ikke på.