Jeg havde for godt tre måneder siden fornøjelsen af at anmelde Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games til Wii, det var en overraskende positiv oplevelse, og nu er 3DS versionen så også landet på mit bord. Jeg kritiserede lidt Nintendo for, på grådig vis, at ville have del i julehandlen med Wii versionen, da det udkom hele 8 måneder før den olympiske ild i London tændes. Selvom vi nu kun er fem måneder fra, så er det lidt svært at komme i rigtig sommer OL stemning, når der ligger sne i gaderne, temperaturerne sniger sig ned på -20 grader og jeg ikke har vand i hanerne fordi vandrørene er frosset.

Sne og frost til side så var min første bekymring om jeg nu blev spist af med en tro kopi af Wii versionen bare i lommeformat, det er heldigvis ikke tilfældet. Udviklerne hos SEGA har gjort meget ud af at tilpasse og nyskabe spillet så det passer til Nintendos lille håndholdte – stor ros for det! Der er hele 50 OL inspirerede minispil, og de sportsgrene der går igen fra Wii udgaven er blevet forenklet så de passer bedre til 3DS styringen.

Selve minispillene svinger desværre meget i kvalitet, fra det underholdende og vanedannende til det ujævne og direkte åndsvage. Hvorfor skal jeg tvinges til at sidde og snakke til eller puste ned i min 3DS?? Ikke alene fjerne det fuldstændig min lyst til at spille i toget, eller andre offentlige steder, men det føles også fjollet bare man sidde alene i sofaen for lukkede døre. Og hvem hos SEGA synes det var en god ide at lave et minispil der handler om at indsamle drikkevand til et maratonløb? Jeg er klar over, at det er en del af sporten, men så spændende er det altså ikke. Skal vi så også have et atletik minispil hvor det gælder om at putte talkum på hænderne?   

Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games føles lidt let på indhold, godt nok er der mange minispil, men væk er de ’dream events’ og det underholdende London Party Mode, som gjorde Wii udgaven af spillet til en sjov og overraskende kombination at sport-, platform- og partyspil. Det er i nogle af minispillenes tilfælde sjovt og udfordrende at gå efter guldmedalje i alle niveauer, men glæden holder ikke i længden, og personligt mangler jeg at dele oplevelsen og konkurrenceelementerne med venner og familie.

Der er dog tilføjet et ’storymode’ hvor vi præsenteres for et narrativt forløb med hver enkelt af figurerne, der beskriver deres forløb, motivation ect. lige op til OL. Disse forløb er dog så banale og ligegyldige, at jeg på ingen måde blev fanget af dem. Og det føles som et ringe plaster på såret, når det er tilføjet på bekostning af ’London Party Mode’ og ’Dream Events’.

Mario & Sonic London 2012 Olympiske Lege er ikke noget grafisk vidunder, det hele er set før i efterhånden mange af Mario og Sonic spin-off titlerne, 3D effekterne er okay, men jeg må indrømme at jeg ret hurtigt skiftede til 2D. Gameplay varierer fra det særdeles underholdende til det pinlige, og i en udgave hvor det ikke på samme måde som i Wii udgave er nemt at tilgive, hvis bare man spiller mange sammen, så er det ikke helt godkendt.
Min anbefaling vil være at købe dette spil i Wii udgave, og i stedet anskaffe sig Super Mario 3D Land eller Sonic Generations til sin 3DS.