2.4 C
Copenhagen
4 december 2024

Nyt gyserspil fra PlayStation bruger forskning til at skabe frygt

Published:

PlayStations nye gyserspil ’Until Dawn’ er baseret på forskning om menneskers værste frygt. Spillet handler om en flok unge, der bliver jagtet af en seriemorder, og ifølge en dansk horror-forsker er mennesket fra biologiens side tiltrukket af at lege med det skrækindjagende.

Har du nogensinde prøvet at sidde foran skærmen og råbe af karaktererne, når de tager tåbelige beslutninger i gyserfilm? Forestil dig så, at det er dig, der skal tage beslutningen om at gemme dig eller gå til angreb, når nogen eller noget jagter dig.

Det får du mulighed for at prøve i det nye gyserspil ’Until Dawn’ fra PlayStation, der udkommer i Danmark i dag den 26. august. Spillet har Hollywood-skuespillerne Rami Malek og Hayden Panettiere i hovedrollerne, der bl.a. er kendt fra Need for Speed-filmen og tv-serien Heroes.

Handlingen er et et klassisk gyserplot med otte unge venner i et mørkt hus og en sindssyg massemorder på fri fod. Men Until Dawn tager skridtet videre end de fleste gode gys. Spillet har nemlig brugt forskning til at finde ud af, hvad der skræmmer mennesker mest, og handlingen er blevet testet på en såkaldt frygtmaskine.

”Maskinen målte spillernes angst og klamme håndflader, mens de spillede. Resultaterne er blevet brugt til at skabe et univers, der indeholder de elementer, som ifølge forskningen gør os allermest bange. Det er med til at gøre Until Dawn til et af de uhyggeligste computerspil længe,” forklarer Bo Michael Christiansen, der er marketingchef i PlayStation Danmark.

Spilforsker: Gyserspil giver os mulighed for at lege med det skrækindjagende
Gysergenren er populær både i film, spil og bøger. Det er netop angstprovokerende forhold som jagt, isolation og usikkerhed i gyserfilm og -spil, der tiltrækker os, forklarer medieforsker på Aarhus Universitet Mathias Clasen, der er ekspert i horror, og hvordan det påvirker mennesker:

”Mennesket har simpelthen en biologisk drift til at være tiltrukket af det skrækindjagende. Gyset giver os en mulighed for at sætte os selv i nogle skræmmende situationer men i sikre rammer, hvor vi altid slipper med livet i behold. Sammenlignet med film og bøger, så gør computerspillets interaktivitet, at vi i endnu højere grad kan indleve os i hovedpersonerne og føle, at de uhyggelige begivenheder rent faktisk sker for os selv,” forklarer han.

Gyserplot med butterfly-effekt
I Until Dawn bliver dit værste mareridt bogstaveligt talt vækket til live. Som spiller skal du, inden du går i gang, besvare en række spørgsmål om, hvad du frygter allermest, og dine svar har betydning for handlingen i spillet.

Spillet handler om otte venner, der på årsdagen for deres to venners mystiske forsvinden tager ud til en forladt hytte langt ude i en skov. Hvad de ikke ved er, at de bliver jagtet af en sindssyg massemorder. Som spiller placeres du midt i de uhyggelige begivenheder, og alle dine beslutninger kan have fatale konsekvenser for hele gruppen. Spillet er nemlig designet efter en såkaldt butterfly-effekt, som betyder, at alle dine valg kan betyde liv og død for alle involverede.

”Until Dawn er klassisk gyserspil, som vi har set mange af. Det unikke ved spillet er dog, at det tvinger dig som spiller til at tage nogle ekstremt svære valg. Du skal for eksempel bestemme, hvem af dine venner der skal dø eller overleve,” forklarer Bo Michael Christensen fra PlayStation Danmark.

Men hvorfor overhovedet udsætte os selv for vores værste mareridt? Fordi vi godt kan lide at opleve at kæmpe imod frygten, forklarer horror-eksperten:

”De færreste af os oplever livsfarlige situationer i hverdagen. Ved at gå i biografen eller spille et gyserspil kan vi teste, hvordan vi reagerer på farlige situationer. Det er det, vi er tiltrukket af, og det er grunden til, at vi frivilligt udsætter os for angstfremkaldende begivenheder, som vi i den virkelige verden ville gøre alt for at undgå,” forklarer Mathias Clasen.

Until Dawn udkommer i Danmark til PlayStation 4 den 26. august. Spillet er udviklet af spilstudiet Supermassive Games og udgivet af Sony Computer Entertainment.

Related articles

spot_img

Recent articles

spot_img