Vi er i forudsigelighedens rum når konsollerne prydes med kommercielle licensudgaver af aktuelle blockbuster film. Alt er som det plejer – og alle som tidligere har stiftet bekendtskab med licensspil ved også hvad man rent kvalitativt kan forvente. – Veldefinerede skabeloner hvor filmens univers pøses ned i. Oftest ret skuffende. Det største overraskelseselement opstår først hvis et licensspil rent faktisk viser sig at være godt og grundigt udført. Nu kommer testen til den mest populære figur af X-men logen, Wolverine, som fik sin egen film og nu også sit eget licensspil på tværs af alle konsoller. Godt sølet til med mainstream ramasjang for alskens drengerøve.

Hvad angår licensspil så er DS udgaven oftest en lidt unikt. De øvrige konsoller får den samme standard-udgave serveret, men DS’en har nogle unikke features at tage hensyn til. Ikke de store grafiske egenskaber, men derimod to skærme med mulighed for touch-screen. DS udgaven må derfor tegnes from scratch. Wolverine til DS er blevet et standard platformsspil med elementer af beat’em up genren. Stilen er holdt i en tegneseriepræget form, mens plottet er baseret på  filmens handling hvor Logan a.k.a. Wolverine må snitte og hakke sig vej gennem horder af agenter, soldater, robotter og fjendtlige mutanter for at finde sin onde brormand.

Kontrollen over Wolverine er det mest centrale element i spiloplevelsen. Karakteren er udstyret med nogle kamp-kombinationer der skal mestres før man kan udgøre nogen trussel mod fjenderne. Indlæringen gør spillet til mere end et hovedløst hack’n’slash, for hvis man ikke mestrer bevægelserne meget intuitivt synker energibaren alt for hurtigt – selv på easy mode er det enormt udfordrende. Men det rummer også en vis coolness faktor at se Wolverine banke en modstander op i luften, imens klørene hakker løs på det luftbårne offer, hvorefter Wolverine dykker diagonalt ned i den næste modstander, alt imens den første modstander lander død på jorden. Touch-skærmen er også benyttet, men mere påduttet end motiveret. Wolverine kan gå i rage-mode hvorefter spilleren kan kradse løs på skærmen og se Wolverines velkendte klør skære løs i fjenderne. Det er nu mest et gimmick.

Wolverine til Nintendo DS er ikke det værste licensspil jeg har oplevet. Det er teknisk habilt med varierende baggrunde, en rimelig fornuftig kontrol og mulighed for backtracking der kan forlænge spillets levetid. Men de gode elementer spoleres af en vanvittig sværhedsgrad og alt for stor udfordring. I starten rimeligt tilgiveligt men senere drønhamrende frustrerende – Wolverine er ikke for den uerfarne spiller, men for dem som mestrer timing og kombinationer på et jedi-lignende niveau. Dette er en fundamental fejl når nu spillet er henvendt mainstream markedet. Derfor vil Wolverine formentlig byde på en meget kortvarig spiloplevelse, for kun de mest dedikerede og tålmodige spillere vil fortsætte kampen indtil spillet er slut.