USA har mistet en af deres største TV-legender. Nyhedsjournalisten Walter Cronkite, der var den ledende nyhedsvært på ”CBS Evening News” fra 1962 til 1981, døde i fredags, 92 år gammel.
 
Det var Walter Cronkite, der guidede amerikanerne igennem store øjeblikke som mordet på Kennedy, månelandingen og Vietnamkrigen.
Terminator-guvernøren Arnold Schwarzenegger udtalte sig om Cronkites død og kaldte ham ”den mest troværdige mand i Amerika”. ”Walter forbliver en målestok for, hvad det betyder at være en TV-journalist, og han vil blive savnet”, udtalte guvernøren.
 
George Clooney, der i sin ”Good Night and Good Luck” hyldede en anden modig tv-journalist, Edward Murrow, havde også masser af ros tilovers for Cronkite: ”Han var den vigtigste stemme i vores liv igennem 30 år. Og den stemme fik folk til at yde deres ypperste. Jeg hader verden uden Walter Cronkite,” sagde Clooney.
 
Også Barack Obama og de tidligere præsidenter har udtrykt deres kondolencer og respekt for nu afdøde Cronkite.
 
 En rørt Walter Cronkite fortæller de amerikanske seere,
 at præsident Kennedy er død.