Hvordan ville mit liv have været hvis jeg havde været et dydsmønster af en politibetjent? Eller en brillant videnskabsmand? Eller hvad med sportsstjerne, verdenskendt musiker, kirurg eller grønfingret boheme? Jo, livs-scenarierne er mange i ”Sims 3”, som kan prale af at være det største ”dukkehus” i mands minde, hvilket er en af hovedårsagerne til at kvinder har slugt serien – med dens mange udvidelser, råt. Nu er der så en ny fuld version ude, og Will Wright og folkene hos Maxis har ingen planer om at skuffe sit hungrende publikum. Hvilket de heller ikke gør.

 

Gamle kendinge af ”Sims” vil nikke genkendende til det meste. Ja faktisk det hele! For der er som sådan intet nyt på overfladen. Spillet ligner sig selv. Men så snart man kigger ordentligt efter, vil man lægge mærke til forbedringer over alt. Det første man ser, er hvordan karakter-creatoren er blevet større og mere specifik, og endda nemmere at finde rundt i. Til at starte med er der en del tøj og accesories til at klæde ens Sim med. Men alligevel ikke nok. Specielt ikke til ens mandlige Sim!

Men det er her at det store Sim-community træder i kraft. Som altid kan man selv skabe sit eget tøj til ”Sims”, og så dele det med resten af verden. Når man så har millioner af spillere der gør det samme, så handler det bare om at man som spiller går ind via ens hovedmenu (dog skal man lige installere EAs Download Manager først, men det ordnes automatisk) og vupti, så har man flere tusindvis af nye valgmuligheder. Ikke bare tøj, men også interiør til ens Sim bolig. Endda også biler som man kan køre frit rundt i. Men det kommer jeg til om lidt.

Mens der er kommet masser af nyt ”look” til spillet, så er der kommet lige så meget indhold rent gameplay-mæssigt. Det helt nye ved ”Sims 3” er selvfølgelig det længe ventede frie rum. De to tidligere versioner har kun budt på restrikterede områder. Ville man hen til boghandleren, skulle man vente på at spillet loadede det nye område. Ikke længere! Nu er hele byen åben for dig, og gør at du kan gå, cykle eller køre i bil lige derhen hvor du ønsker, uden at spillet restrikterer dig. Problemet er til gengæld, at man nu ikke kan komme med ind og se længere, hvilket man godt kunne i ”Sims 2” (dog ikke på arbejdspladsen).

”Målene” i spillet er desuden blevet mere streamlinet, og man fanger ikke sig selv i at lave alt for mange unødvendige ting, der ikke har nået med målene at gøre. Man skal dog bide mærke i en vigtig ting. Hvis man kører med spillets start indstillinger, så kommer man ud for en alt for hurtig livscyklus, der gør at man aldrig får tid til at nyde de ”gevinster” man får i spillet. Ens Sim reagerer også mere konsekvent nu når man beder ham/hende om at gøre noget. Men alligevel vil man komme ud for at de står i vejen for hinanden for ofte, og endda tænker lige lovlig længe over noget. Særligt hvis det omhandler at sidde eller rejse sig

Spillet ligner som sagt sig selv grafisk, dog med lidt bedre detaljer. Det lyder også som sig selv! Hvilket selvfølgelig er godt hvis man ikke kan lige forandring, og ”bare ææælsker Simlish!”. Jeg har dog altid syntes at Sim-verdenen var lige lovlig ren og nydelig. Lidt for cute! Både grafisk og audiomæssigt. Men det vil fansene sikkert være ret så ligeglade med.

Hvis man er til Sims, og desuden kan lide at lege dukkehus, så skal man helt klart få fat i ”The Sims 3”. Hvis da ikke man allerede har det! Ikke fordi det ser og lyder bedre – hvilket det ikke gør, men fordi gameplayet er blevet bedre. Man kan mere i spillet med den åbne plads, også selvom man ikke kan komme se ind i byens offentlige bygninger. Friheden til at man kan gøre hvad der passer én er blevet bedre, og ens Sim reagerer også hurtigere end nogensinde på ens ordrer. Dog vil man stadig kunne finde situationer hvor det bare ikke går hurtigt nok! Dukkehuset har fået et nydeligt ansigtsløft, og er blevet mere streamlinet og brugervenligt. Men programmeringen i spillet kan til tider halte, og det er syndt, nu hvor det andet er blevet bedre.