Capcom har længe været gode til at malke deres Street Fighter brand. Med bonus-ord som “Turbo”, “Super”, “EX”, “Impact” og “Strike” har der siden 90’erne været kogt suppe på Street Fighter franchisen. Nuvel, det er også et af det bedst fighter spil man kan ønske sig, men mens Namco stormede gennem markedet med Tekken og Soul Calibur, har Capcom mistet noget af føregrebet og primært henvendt sig de gamle fans. Det gør de som sådan stadigvæk med Super Street Fighter IV – en finpudset udgave af sidste års Street Fighter IV. Efter en solid omgang knytnævnesuppe og utrolig combos må jeg erkende, at Capcom har overhalet Namco indenom. Det bedste man kan håbe på er, at markedet for fighterspil opdager det samme.

Tilbage på skolebænken. Selvom Street Fighter 2 var SPILLET i 90’erne, så sidder Tekken-knapperne nu dybt i mine fingre. Det kræver en afgiftning atter at stifte partnerskab med Street Fighter, men efter et rimeligt tidsrum mærker jeg følelsen af de gamle nostalgiske principper der kommer tilbage. Chun-Li, Guile, Ken og Ryu har stadig de samme finter og fælder. Det ér endnu Street Fighter – tilsat overdådig flot og stilistisk innovativ grafik, et halsbrækkende højt tempo og et enormt fantasifuldt persongalleri. Men der skal trænes, for alvor trænes, før man mærker den fede, succesfulde overlegenhed.

Måske vil en del sidde med en ærgerlig følelse. Allerede ét år efter Street Fighter IV kommer en ny udgave. – Ikke så meget en fortsættelse, men en forbedret udgave af det eksisterende. Der er dog tre gode grunde til at hoppe med på vognen: 1) Du får ti ekstra karakterer. 2) Det er billigere end normalt. 3) Online-features er forbedret. Væsentligt.


De ialt 35 karakterer er tilgængelige fra spillets start. Du skal ikke piskes igennem Arcade modes og tvinges til at styre alle karakterer for at få låst op for flere godter, som vi kender fra Tekken. Det er et godt træk fra Capcoms side, for spillysten skal jo reelt ikke drives af unlockables, men af en god spiloplevelse og trangen til at blive bedre. Selvfølgelig får man lidt for sin effort, bestående af nye håne-metoder, beklædning, farver og lignende kosmetik, men det er kamparenaen der udgør spillets kerne – ikke sekundære gimmicks.

Arcade-mode, som indeholder lidt tyknakket og klichefyldt historie med håbløse replikker, fungere nærmest som appetitvækker til det store catch: Online-kampe. Det er blevet efterreguleret en del i forhold til tidligere, med det absolutte mål at styrke funktionens potentiale for community: Dels er barrieren sænket, så det er nemmere og hurtigere at snuppe sig en online kamp, og dels antændes konkurrenceånden gennem rankings og hitlister. Tekken 6 forsøgte sig også med halvhjertede online-kampe, men, wow – det kunne virkelig lære noget af Super Street Fighter IV.

Stilen er … gude skøn! Street Fighter IV udnytter sine gamle nostalgiske tegneserie-konventioner, og propper så hele molevitten ind i et funklende, levende og sprælsk univers, som er grafisk særdeles kompetent. Det ligner intet andet set før, og man forundres ofte spillets enestående små detaljer, uden at det hælder mod fysisk realisme og detaljegrad.

Dette er typen af spil har behov for at krybe ind under huden, stifte bekendtskab med din intuition og gradvist gøre dig værdig i det sorte bælte. Super Street Fighter IV er ikke mere et spil end end sportsgren. Der hvor andre konkurrende fighterspil knokler med fodfæstet i den moderne konsolkultur, så formår Capcoms gulddreng at gøre alt rigtigt. Eneste, absolut eneste svaghed er, at Street Fighter IV krævede en “Super” til titlen, for at blive rigtig super. Det er ikke et selvstående spil, men det opdatering der har poleret sølvtøjet fra forrige udgivelse. – Men til gengæld er alle forbedringer lige i skabet. Du behøver ikke lede efter et bedre alternativ, for det fines intet.