Capcom har oplyst at Resident Evil 5 (se trailer her) kommer på gaden inden 31. maj 2009 og forventes at sælge 2,3 mio. kopier. Et lidt besynderligt tal, men det hænger i høj grad sammen med en vurdering af andre storsælgende spil fra Capcom. Annonceringen skete således i forbindelse med en præsentation til investorer, hvor det også blev fremhævet at Resident Evil 4 til Wii og Devil May Cry 4 har været storsælgere. Sidstnævnte har bl.a. solgt over 2 mio. kopier på alle platforme.

Et par andre interessante nyheder er at Capcom forventer at sælge 1,5 mio. kopier af Bionic Commando (se trailer her), mens forsættelsen Lost Planet: Colonies kun forventes at sælge 610.000 kopier.

Monster Hunter er desuden utroligt populært i især Japan og på PSP, og selvom spillet først udkom i marts forventer Capcom at sælge 1,5 mio. kopier i det første år.