Der raser et vildt tordenvejr over Mexico, mens en enlig person kryber gennem regnen med sine pistoler klar til affyring. Et majestætisk Maya-tempel dukker frem af junglen, både afskrækkende og tillokkende på samme tid, fyldt med skatte og farer, der overgår de flestes fantasi.

Uden varsel springer to kulsorte pantere ud af regnen med blottede tænder og fremskudte kløer. De fleste ville nok se dette som et problem. Men Lady Lara Croft opfatter det ikke sådan, og smukkere end nogensinde gør hun kort proces med panterne – graciøst, aggressivt og uden større anstrengelse.

Dette er Tomb Raider: Underworld, det nyeste spil i den meget populære Tomb Raider-serie om vores allesammens glamourøse yndlingsarkæolog, Lara Croft.

Det første, du bemærker ved Mexico-niveauet, som Eidos har vist verden, er, hvor fantastisk alt ser ud. Vejreffekterne er smukke med den uvejrstunge himmel, der oplyses af lyn, og alle overflader er glatte af regnvand. Det er ikke kun kosmetisk – regnen påvirker Laras vej frem igennem landskabet, hvor overfladerne er glatte, og det er svært af få fodfæste. Regnen gør også Laras tøj fugtigt, og hendes hestehale bliver synligt gennemblødt.