Jeg har længe haft det lidt ambivalent med Pokemon. På de ene side er det et legetøjskoncept med en usympatisk helgarderet målsætning for at malke forældrenes pengepung. Med aggressiv markedsføring, tarvelig label-strategi og billigt producerede tegnefilm går de lige efter vores moneter. Men så snart man har opgivet kampen, punget ud og købt sig den seneste Pokemon titel til sin Nintendo konsol, tja – så er verden en hel anden. Fredsommeligt, sælsomt og med sans for sunde værdier som ansvar, empati, beskedenhed og læring. Det er faktisk ret svært at opretholde den gamle, gnavne skepticisme når først man har bevæget sig rundt i Pokemons verden. Jeg har været en på en hyggelig, underfundig og dybt vanedannende tur i Pokemon Platinum.

For de komplet uindviede er Pokemon spillene bygget som light-udgaver af rollespil med lidt elementer af eventyr. Action, timing og reaktions evner er så godt som lagt på hylden. I en simpel, pastelfarvet verden – meget baseret på Zelda: A Link to the Past – tilegnes man sin frontfigur der skal træne sin Pokemon, fange flere Pokemons og i roligt tempo bevæge sig gennem varierende udfordringer for at blive en bedre og bedre Pokemon træner. I starten er spillet snævert og hjælpsomt med masser af tips og tutorials der hjælper spilleren i gang. Efterhånden som man bliver bekendt med spillets væsen folder universet sig ud i etaper der bliver større og større indtil det er den rene sandkasse man kan udforske. I Pokemon Platinium er der i alt 45 Pokemons som kan fanges, og via kampe kan deres styrker forbedres, nye kampegenskaber kan læres, evolutionen træder i kraft, strategien styrkes, progressionen er næsten evig – og så er der ellers lagt i ovnen til et benhårdt afhængighedsforhold.

Pokemon serien har haft mange farverige labels på Gameboy Advance og Nintendo DS, og derfor afhænger kvaliteten af en Pokemon titel meget af hvem man er: Rutinerede fans, nybegyndere eller et sted midt i mellem. Personligt har jeg ikke dykket ned i en Pokemon titel siden Pokemon Ruby til Gameboy Advance. Der har været en del mellemregninger siden da, så Pokemon Platinum føles ikke helt svarende sin Pokemon-generation. Jovist den udnytter Wi-FI og touchscreen, men hovedsageligt er formlen den samme. Også det grafiske niveau holder næsten standarden. Nej, forskellen og forbedringerne findes primært i titlernes nuancer – noget som jeg tror de inkarnerede fans er bedst til at identificere. Men på den anden side har Pokemon spillene aldrig konkurreret med sine tekniske biceps. – Det handler om det lille, rene fix i samlermanien som man har med på tur. Derfor er Pokemon unikt formstøbt til mobile konsoller og kortvarige spilsessions – man skal altid lige prøve lidt mere…

Bare rolig – uanset hvad jeg skriver vil Pokemon Platium blive en succes. Alle har formentlig besluttet sig om det seneste Pokemon-udspil er investeringen værd. Penge på Nintendos konto. Men efter mange timer i selskab med træneren og de mange Pokemons er det, som sagt, svært at være skeptisk. Det er prydet med gode intentioner, charme og dybtliggende vanedannelse perfekt afmålt egenskaberne for en Nintendo DS. Pokemon udgives endnu kun med engelsksproget dialog. Der er meget snakkeri og det skal gerne bruges som hints til næste mission. Men med sine sparsomme funktioner og simple interface er Pokemon ikke svært at styre, også for yngre spillere. Pokemon Platinum er selvfølgelig ikke den definitive Pokemon titel – der skal jo sælges flere og bedre spil i fremtiden – men det er pokkers svært ikke at blive begejstret, når man er godt på vej til at blive en elite Pokemon træner…