I dag er det præcis 20 år siden, den første PlayStation kom på markedet i Japan. For at fejre 20-års jubilæet lancerer Sony Computer Entertainment en helt unik limited edition PlayStation 4, som er inspireret af den originale PlayStation. Kun 12.300 konsoller bliver tilgængelige på verdensplan.

Sony Computer Entertainment har i dag løftet sløret for en limited edition jubilæumsudgave af PS4-konsollen ‘PlayStation 4 20th Anniversary Edition’. Med jubilæumskonsollen markeres 20-års jubilæet for den originale PlayStation, som kom på gaden den 3. december 1994. Jubilæumskonsollen kommer i 12.300 eksemplarer verden over – det tal afspejler lanceringsdatoen. Farven er ”original grey”, og konsollen kommer desuden i en særlig jubilæumsæske.

Den originale PlayStation blev rost for sin banebrydende teknologi, som fx at den kunne vise hi-res 3D-computergrafik i realtid, som aldrig før var set på en hjemmekonsol, samt for et spændende lineup af spil. PlayStation blev den første konsol i spilhistorien, der nåede et salg på mere end 100 millioner på verdensplan. Den første PlayStation leverede med sin nyeste teknologi skelsættende spiloplevelser til gamere i hele verden, og den arv er gået videre til alle PlayStation-platforme siden.

Et nostalgisk tilbageblik og et symbol på taknemmelighed
”PlayStation 4-jubilæumskonsollen er inspireret af den første PlayStation, som også har været inspirationen for alle øvrige PlayStation-platforme, der er blevet lanceret de seneste to årtier. Jubilæumskonsollen er derfor både et nostalgisk tilbageblik og en ny teknologisk oplevelse for dem, der aldrig har spillet på den originale konsol,” siger Andrew House, President og Group CEO for Sony Computer Entertainment, Inc.

“Den unikke jubilæumskonsol er ment som et symbol på vores påskønnelse og taknemmelighed over for alle vores fans, udgivere og forretningspartnere, der har bakket os op i de seneste 20 år. Vi ser frem til deres fortsatte støtte i fremtiden. Vi bliver ved med at arbejde hårdt for at levere den bedste gamingoplevelse og det bedste sted for gamere i hele verden at spille,” fortsætter Andrew House.

Jubilæumskonsollen kommer i et meget begrænset oplag og er derfor heller ikke til salg i danske butikker.