Det er så typisk: Den simpleste måde at provokere folk på, er at tage et naivt koncept, noget som typisk bliver brugt i børnemedier, og foretage en skarp vending mod voksensfæren. Den postmoderne blanding hvor pusse-nusse møder og blodbad og bandeord. Mere end ofte udgives der spil med det enestående og åbenlyse formål at støde folk. Det er projektets titel: Lav et provokerende spil som får omtale, skaber hype – og sælger godt, uanset hvad anmelderne skriver.

En af de mere omtalte spil i nyere tid er Naughty Bear, fuldstændig konstrueret efter ovennævnte principper. Det skal være sødt og usympatisk voldeligt på samme tid, lidt som at gå ind i en Build-a-bear forretning og begå massedrab. Et koncept som dette kan faktisk lande heldigt, hvis da ikke projektet bliver eksekveret af en flok uambitiøse og dovne udviklere som har set stort på brugertests.

Princippet er at lave en form for sandkasse spil, hvor spilleren træder i rollen som Naughty Bear. Han er en beskidt bjørn i et gøglet bamse-univers der ligner børnetimen. Historien er at gnavne Naughty Bear er en social afviger som ikke må komme med til festen, så i stedet griber han til våben og gør klar til grusom hævn over bamseland.

Det om minder lidt om Rockstars enestående “Manhunt”, blot med bamser. Naughty Bear skal løse nogle opgaver, der normalt indebærer at udøve hærværk og sprætte andre bamser op, så vatfyldet flyver om ørene. Med forskellige våben får man forskellige mord-scener og bjørnen kan også sætte fælder op for sine bamse-rivaler. Det lyder da ok, så hvad er galt med Naughty Bear? Stort set alt.

Selve oplevelsen af at gå rundt i bamseland er ulidelig, og på ingen måde en 2010-titel værdigt. Naughty Bear vælter rundt i smalle passager, uden nogen retningsfornemmelse, og et kamera der ikke er set mere klodset indenfor dette årti. Fysikken er rædselsfuld og komplet tilfældig: Mærkelige kollisioner med murer og bamser der falder gennem dørene fremtræder ofte. Grafisk er det knap nok PlayStation 2 niveau.

Der er masser af tekst og tutorial info som tidsmæssigt stikker en kæp i hjulet for at komme igang, mens i andre tilfælde virker spillet overhovedet ikke hjælpsomt nok. Har man købt et spil om en morderisk teddybjørn der går berserk i bamseland, så forventer man en spontan tilfredsstillende blodrus. Ikke lange instruktioner og strategiske ballade-tips. Gi’ mig en dolk og lad mig komme i gang.

Mest af alt er Naughty Bear et enormt hult spil. Og det er ikke noget jeg siger, fordi jeg vil prædike om faren ved voldelige videospil og uetiske spilprincipper. Naughty Bear virker som et optimistisk og kreativt spilprojekt, med et klokkeklart koncept, der endte som et halvfærdigt, ikke-testet og sløset eksekveret spil.