Mafia er på mange måder det spil jeg ikke vidste jeg havde brug for et remake af, faktisk var det slet ikke i mine overvejelser at det skulle ske, og jeg har en lang liste af spil jeg før havde set genudgivet til de morderne konsoller, men nu det er hér, og efter jeg har spillet det må jeg alligevel tage hatten af for Hangar 13. Når nu remakes er blevet en genre i sig selv, så er denne udgave så absolut et skoleeksempel på hvordan det skal gøres. Hele New Haven er bygget op fra grundet og det 18 år gamle spil er på alle måder en ny og helt frisk oplevelse, så uanset om du har spillet det oprindelige spil, kun har spillet et eller begge af de nyere spil i serien, eller om du er helt ny til Mafia universet, så fremstår ’Mafia – Definitive Edition’ som et tilbud du ikke kan afslå.

Alle tre Mafia spil er faktisk kommet i nye versioner, og udgivet som en triologi der indeholder alle tre spil i remastered udgaver med alt udgivet DLC, en ganske fin investering hvis du ikke har nogle af spillene i forvejen. Det er selvfølgelig det første Mafia spil der har fået den største overhaling, da det er to konsolgenerationer gammelt. Som jeg tidligere har været inde på er hele universet og byen New Haven bygget op fra grunden og det ser rigtig godt ud, musikken er ny, stemmeskuespillet er nyt og begge dele er virkelig godt og med til at skabe den helt rigtige “gangsterfølelse”. Selve styringen og gameplay har også fået en opdatering, men køresekvenserne lider stadig af kluntet styring og manglende kontrol, og det er desværre en betydelig del af spillet, da vores hovedperson gør det både som taxachauffør og racerkører spillet igennem. Hvis du har spillet GTA 5 ved du hvordan køresekvenser skal være, og her har Mafiaserien altså et stykke vej endnu, til gengæld er der massere af smukke gamle biler at prøve, men styringen kræver altså en hvis portion tålmodighed.

Mafia foregår i 1930’s USA i det opdigtede Haven City, men der er sådan lidt New York eller Chicago over det. Vi befinder os under forbudstiden og depressionen i USA og vores hovedperson Thomas “Tommy” Angelo lever af at køre taxi. En dag bliver han kapret af to gangstere der flygter fra en rivaliserende gruppe, og han hjælper dem med at flygte i sikkerhed. Gangsternes boss, Don Ennio Salieri, kompenserer Tommy godt for skader på bilen og tabt arbejdsfortjeneste, og så er det ellers meningen de går hver til sit. Nogle dage senere genkendes han dog af et par af de rivaliserende gangstere, der tæver ham og smadre hans bil. Ude af stand til at arbejde og med et ønske om hævn kontakter Tommy igen Salieri, og det bliver starten på hans rejse fra arbejdsløs taxachauffør til hårdtslående gangster.

Historien i Mafia er velskrevet, og selvom den ikke indeholder de store overraskelser eller twists, så er den meget stemningsfyldt, autentisk og fuld af gangsteratmosfære så det på mange måder føles som at spille en film af Martin Scorsese eller Francis Ford Coppola.

Selvom udviklerne har gjort et stort stykke arbejde med dette remake, og meget er lykkes rigtig godt, så er der særligt på et punkt Mafia føles lidt forældet, og det er selve strukturen i spillet. Når man starter kan man vælge om man vil spille ‘Historie’ eller ’Free ride” hvor man bare kan køre rundt i byen som det passe en og samle ’collectibles’ eller andet. Når man spiller historien er det helt stramt spillet der styre hvor man skal hen og hvad der skal ske hvornår, man kan altså ikke som vi er vandt til i andre open world spil frit vælge mellem forskellige missioner og andre aktiviteter på et kort, og tage dem i den rækkefølge man nu lige har lyst til. En del af charmen ved GTA, i hvert fald for mig, er de tilfældige episoder der opstår på vej mod en mission, måske bliver man vidne til noget helt skørt, eller bliver fristet til at lave noget andet end planlagt fordi man ser noget ud af øjenkrogen, den slags tilfældigheder og impulsive handlinger opstår ikke i Mafia på samme måde, og det er altså lidt ærgerligt.