Sidste år beviste ”Left 4 Dead”, at en spiltitel ikke behøver en kæmpe hype bag sig for at sælge. ”Left 4 Dead” blev en stor succes, men allerede i dette øjeblik, har ”Left 4 Dead 2” overgået den. På meget kort tid har udviklerne nemlig spyttet en fortsættelse ud, inden forgængeren er røget helt ud af konsollerne og tankerne. ”Left 4 Dead 2” er på alle måder en forbedring af etteren, og dette mener jeg helt bogstaveligt. Spillet er nemlig præcis det samme, men forskellen er dog samtidig markant. Med en ny gruppe overlevende, der stadig består af 4 mennesker, skal man nu igennem hele 5 campaigns med nye våben og mod nye fjender. Præmisset er derfor nøjagtigt det samme, og spillet kan derfor sagtens føles som en udvidelse af det første spil frem for en direkte fortsættelse.


Heldigvis er der i denne ”udvidelse” masser af spilletid, og de 5 campaigns er en anelse længere og en anelse mere interessante, end dem man kæmpede sig igennem i ”Left 4 Dead”. Udover de forskellige sværhedsgrader, hvor realism-mode bestemt er en udfordring udover de sædvanlige, er der masser af forskellige måder at spille online på. Naturligvis er selve drivkraften bag spillet netop at spille sammen eller mod andre venner, bekendte eller sågar fremmede, så derfor pynter det enormt at man har fokuseret på lige netop denne del. Som single-player kan man hurtigt gå igennem spillet på easy og lidt langsommere på normal, men når man når expert og realism, er det langt bedre at spille med andre spillere. Ligesom tilfældet var med ”Left 4 Dead” kan man spille op til 4 af gangen i co-op, og gør man ikke det, overtager AI’en de resterende pladser. Denne AI er meget hurtig til at finde zombier, og ligeså at skyde alle special infected (det vil sige dem med speciale egenskaber, så som den nye spitter, der spytter dødsensfarlig syre efter menneskerne), men den har langt svære ved at tænke logisk, og udregne om det er en god idé at hjælpe en overlevende til live, holde sig i baggrunden ved et zombieangreb og skifte diverse våben ved mødet med forskellige fjender. I realism-mode er der stort set ingen hjælp at hente. Når en overlevende er blevet kastet op på af en boomer (som der ved tiltrækker alle zombier i nærområdet) eller er holdt fast af en hunter, jockey, charger eller smoker, lyser denne ikke gult mere, så det er langt sværere at finde denne. Våben og anden hjælp lyser heller ikke længere, og dør en overlevende, genoplives denne ikke før nærmeste safe house. Det er med andre ord gjort så realistisk som muligt, uden at ødelægge illusionen om en zombiedomineret verden.


Online kæmper man i to hold, hvor det ene styrer de menneskelige overlevende og det andet styrer en række special infected (minus de overlegne tanks og witches, der med ganske få slag kan dræbe en overlevende). Versus-mode er det samme som i ”Left 4 Dead”, men der er blevet plads til en ny måde at spille på, der hedder scavenge. Her skal de overlevende rundt på et kort og finde benzindunke, bære disse tilbage til startpunktet, og fylde benzinen på en tanker, alt imens zombierne forsøger at stoppe dem. Ligegyldigt hvor simpelt dette lyder, er det enormt sjovt. Naturligvis var spillerne på nettet enten langt bedre eller langt værre end jeg, men sådan er det altid for mit vedkommende, og jeg savner derfor ofte an intelligent søgemaskine, der opdeler spillere i sværhedsgrad. Man spiller bedst ud af 3 i scavenge, hvor man skifter hold imellem at spille som overlevende og zombier, og vinderen er naturligvis det hold, der formår at fylde mest benzin på tankeren.

Grafikken er naturligvis også blevet forbedret. Selvom man sagtens kan se hvad der er hvad i spillet, er det dog ikke ligefrem imponerende grafik. Farverne går dog godt i spænd med spillets hastighed, problemet er manglen på detaljer. Ikke noget nævneværdigt der trækker gevaldigt ned, men alligevel kunne man godt tænke sig, at stoppe op engang imellem, og nyde spillet grafiske design – men det er i tilfældet med ”Left 4 Dead 2” fuldstændigt ligegyldigt. Det bliver dog dejlig intenst og klaustrofobisk i spillet mørkere områder, hvor man bevæger sig rundt med et kun begrænset syn fra en lommelygte, og selvom spillets intentioner hovedsageligt blot er blodig action, så tilfører dette en helt ny dimension af spænding og gys. Dette er også tilfældet når det kommer til spillets lyddesign. Dette er nemlig sublimt, og det løber altid en koldt ned af ryggen, når man hører en witch græde i nærheden, eller en tanks råb imens kontrolleren rumler. Oveni hatten har de 4 overlevende også nogle gode stemmer, og de er en langt mere snaksagelig gruppe, end dem man mødte i etteren. I spillets få stille perioder, vil en af disse ofte fortælle en historie eller en joke, og endnu bedre fortæller de altid højlydt, når de kan høre en special infected i nærheden, eller opdager nogle våben, ammo eller andre brugbare hjælpemidler. Musikken er ikke dog ikke noget specielt. For det meste er spillet stille, men når en gruppe zombier løber til angreb, bliver der lige smækket lidt actionpræget musik oveni mixet, og det er det.


Som helhed er ”Left 4 Dead 2” en god spilleoplevelse, der læner sig meget op af forgængeren. Man skal naturligvis helst ikke spille singleplayer, da det sjove i spillet er at samarbejde, men der er som helhed tilpas nyt materiale til, at kalde dette et must-buy hvis du er fan af lignende spil. Spillets controls er blevet forbedret en smule, så det er nu nemt at vende sig om med et tryk, derimod er det nærmest ligegyldigt at dukke sig, selvom muligheden da er der. Med nye meleevåben såsom guitaren, er det også ganske morsomt at udforske de mange forskellige måder, man kan rive zombierne i småstykker på, og spillets onlinedel gør dette til et spil, der vil kunne leve i lang tid.