"Hari Puttar" skulle have haft premiere i slutningen af sidste uge, men premieren er indtil videre rykket til senere på måneden, hvor rettighedssagen skal for retten i Delhi. Det skiver Guardian.co.uk.

Det indiske filmselskab Mirchi Movies afviser, at filmen skulle have forbindelse til "Harry Potter" og bemærker, at Hari er et almindeligt navn i Indien, og at Puttar betyder søn på Punjabi.

Bollywood har mange gange tidligere lavet mere eller mindre direkte kopier af store Hollywood-film, og Mirchi Movies mener, at deres film nu er blevet offer for den negative omtale.

"Hari Puttar" handler om en 10-årig dreng, som flytter til England sammen med sin familie og bliver involveret i en plan, der skal redde verden fra to kriminelle. Filmen, der som de fleste Bollywood-film indeholder en række sang- og dansescener, er blevet optaget i Yorkshire i England.