“Football Manager” historie er lang, meget lang! Så hvordan kan man hos SI og SEGA blive ved med at udsende et spil der burde have lidt en langsom død for lang tid siden? Svaret er simpelt. Man tager det man gjorde sidst, forbedrer det og tilsætter noget nyt år efter år. Personligt var “The Manager” det første fodbold manager spil jeg spillede, og allerede den gang blev jeg grebet af hele ideén om at styre sit eget hold gennem tykt og tyndt. Så landede det første “Championship Manager” (som senere hen gik gennem en skilsmisse som fødte “Football Manager”) og jeg så mig aldrig tilbage.

De sidste mange år er det ikke blevet til så meget Football Manager som jeg havde håbet på, men det var mest af alt fordi jeg mente serien var gået lidt død. Der var ikke meget nyt under solen for hver udgivelse. Indtil i år! Opdateringerne er mange, rigtig mange! Så jeg vil kun gennemgå de aller vigtigste.

Det interessante med FM 2009, er at man som altid kan gøre det lige så svært for én selv som man selv vil, ved selv at vælge det hold man vil starte med. Men groft sagt er der to slags FM-spillere, dem der starter med en top-klub (eller yndlingshold) og dem som tager et No-name hold fra én af de lavere divisioner. Men i FM 2009 er begge lige interessante, hvilket altid har været charmen ved FM.

Det første man lægger mærke til når man starter spillet, er at der er kommet en masse “hjælpe”-funktioner i spillet. Når jeg har spillet FM før i tiden, har jeg altid spurgt mig selv om ikke nye spillere føler sig overvældet af al den information og styren der bliver smidt i hovedet på dem. Som ny-begynder vil man gennem sin første gennemspilning konstant have en “hjælper” der guider én igennem ens næste skridt. Sublimt for nybegyndere, men på nær meget særlige tidspunkter, så vil kendere af serien hurtigt slukke for “hjælperen”.

Rent grafisk ser FM meget nydeligere ud og renere ud end længe. Men for at være ærlig så har serien jo aldrig rigtig gået op i det rent grafisk. Men et ekstra point til det grafiske, vil i mine øjne være hvor nemt det er for spilleren at finde vej fra et sted til et andet. Der er simpelthen flere genveje til at komme fra den ene menu til den anden end jeg nogensinde har set i noget som helst spil. Det er umuligt at fare vild i FM 2009.

Men når vi nu en gang snakker om det grafiske, er vi nødt til at snakke om det alle Manager fans har ventet på, den nye 3D game engine. Godt nok havde selv det gamle “The Manager” nogle video sekvenser hver gang der opstod en chance – så vi kan ikke sige at det her er nyt – men aldrig har det været så gennemført som det er i FM 2009.

Der er her tale om at man nu kan se sine kampe i 3D, hvilket er den revolution alle managere har ventet på. Den fungerer rigtig godt, men hakker en gang i mellem, men det er rigtig sjovt og medrivende at se sine spillere fare rundt og udføre ens befalinger. Kønt er det dog ikke, langt fra. Men det er underordnet for rigtige FM fans, når man tænker på at vi startede med kun at have en tekst der flimrede for ens øjne.

Af andre nævneværdige opgraderinger er der kommet nu kommet pressekonferencer som man altid skal tage stilling til – og endda har indflydelse på sine spillere alt efter hvilket svar man giver – ligesom de kan komme tilbage og bide én i r…n længere hen i sæsonen, hvilket tillader at man kan skabe særlige forhold til nogle af journalisterne. Der kommer også transfer rygter ind i mellem som man skal forholde sig til, interessant!

Når vi nu er ved transfers, er jeg glad for endelig at se et scout system der faktisk fungerer i FM. Man får konstant oplysninger på spillere som ens scouts syntes man skal tage et kig på, men for en gangs skyld er det faktisk interessante spillere de finder, endeligt! Ens forhold til spillerne er også blevet kraftigt forbedret. Man kan nu spørge dem til råds om hvilke spillere eller personale de kan anbefale, for at forbedre deres forhold til klubben og én selv.

Detaljerne i FM 2009 er simpelt sagt fantastiske! Det er svært at sige hvad der mangler for at give spilleren fornemmelsen af at være en rigtig manager. Det skulle lige være at have meget mere styr på de økonomiske forhold, men det er vel det man har sin bestyrelse til for.Jeg vidste jeg sad med et detaljerigt spil, da manden som tager sig af ens græsplæne pludselig dukkede op og spurgte om “jeg ville have ændret størrelsen på banen”, da det havde en effekt alt efter hvilken form for fodbold jeg lod mit hold spille, WOW!

Det er svært at finde fejl ved FM 2009. Detaljerne er overvældende mange, der er konstant noget man skal tage stilling til, man kan nu se sine kampe i 3D, selvom det rent grafisk ikke er noget kønt syn, men det er der, og hvis man ikke vil have det vender man tilbage til en af de gamle måder at “se” kampen på. Alt i alt er det et spil man kun kan miste RIGTIG mange timer med, for man skal da lige have købt ham spilleren, eller lige spillet en kamp til. FM 2009 er simpelt sagt, det bedste manager spil nogensinde! Period!