Fable 2 er et spil som føles utroligt stort, der er rigtig mange muligheder i spillet, og man får lyst til at udforske alle mulige andre mini-quest i løbet af spillet i stedet for at følge hovedhistorien.
Historien i Fable 2 tager afsæt 500 år efter historien i Fable 1, men er ikke ændret i mange af de grundpiller som Peter Molyneux havde forestillet sig i det originale Fable, ens valg har konsekvenser i verden omkring en, hvis man ejer huse i byen og tager høj leje, så ændres folks syn på én.

Situationen i spillet er således, at folk ikke længere tror på magi og helte, men det viser sig, at man som spiller er en af de 4 helte, der skal forenes og kæmpe mod fjenden Lucien, men inden man kommer så langt, så starter man spillet ud som et barn, der sammen med sin storesøster/bror forsøger at klare sig gennem livet i byen Albion, men det er ikke nemt, når man er forældreløs og bor på gaden. Sidenhen udvikler historien sig, og man fortsætter historien som teenager, der er klar til at tage ud i verdenen og samle de 3 andre helte til det endelige slag.

Spillet er samtidig også utrolig nemt at gå til. En gylden snor leder hele tiden én på vej til hovedhistorien, så når man har fortabt sig i de mange forskellige muligheder i spillet, så er det nemt at finde tilbage til det grundlæggende. Der er virkelig lagt arbejde i mht spillet, nemlig historien. Det er et rigtig godt designvalg fra Lionhead Studios. Det er nemt at blive fortabt i alle de muligheder, som man har i spillet, for NPCerne i spillet prøver at komme i kontakt med dig og reagerer på hvordan du opfører dig, fx hvis du lægger an på en pige, kan en mandelig person i spillet blive sur på dig, hvis han havde udset sig den kvinde, som du nu har kastet dig over, også er der muligheden for at blive gift og stifte familie, rigtig mange muligheder for at man ikke lige får tid til spillets hovedhistorie.

En ting der helt klart skal nævnes er hunden i spillet. Man får sig nemlig en hund som følger en overalt i spillet, og hunden er ikke mindre end et genialt påfund. I computerspil, som stadigvæk på en del punkter kan have svært ved udtrykke emotionelle følelser, er brugen af en hund effektiv. Hunden kan via simple kropsudtryk udtrykke de mest basale følelser, hvilket virkelig er en smart løsning på det problem, som der findes i spil: problemet med at få udtrykt følelser, så spilleren finder det troværdigt. Ved brug af et dyr, som er ens tro følgesvend, så reagerer man som spiller med det samme på hundens udtryk, som når den fx stikker halen mellem benene, når man går ind i en uhyggelig hule. Et andet eksempel tidligt i spillet er, når ens hund er blevet sparket af en fjende og kommer haltende hen og piver. Det skal dog også nævnes, at jeg har haft hund gennem hele mit liv, og denne følgesvend vil muligvis have et noget større indtryk på hundeejere.

Kampsystemet i spillet er meget simpelt, en enkel knap bruges til at slå med, en anden til at affyre forskellige magiske evner, og en tredje knap til at affyre våben som armbryster. Det lyder lidt kedeligt, men det fungerer faktisk ret godt, og er ganske underholdende. Lydsiden er rigtig god, og dialogen i spillet er virkelig godt indtalt, også er der rigtig meget af dialogen som er rigtig sjov. Grafisk er spillet flot, men den grafiske stil i spillet er virkelig også værd at nævne.

I spillet er der en god løsning på min store frustration omkring quicktime events, hvor man udover at skulle trykke på en vilkårlig tast, skal gøre det inden for kort tid. Her synes jeg, at de har fundet en god løsning i Fable 2, hvor man kun skal koncentere sig om at ramme det rigtige tidspunkt, da man hele tiden bruger en knap til quicktime events, det er som sådan ikke quicktime events, men derimod små minigames, men ikke destomindre er det en god løsning på et frustrerende problem.

Lionhead Studios har virkelig formået at lave et virkelig godt og gennemført rollespil, som man kan blive ved med at vende tilbage til for lige at udforske forskellige muligheder og for at gennemleve den spændende historie i spillet, og det er helt klart et anbefalesværdigt spil.