Den danske animationsfilm DEN KÆMPESTORE BJØRN udtaget til konkurrence på Berlin Filmfestivalen i næste måned og får samtidig dansk biografpremiere.

I Berlin har de et godt øje til den danske filminstruktør Esben Toft Jakobsen, for allerede i 2007 fik han en ’special mention’ for sin afgangsfilm ”Drengen i kufferten” og nu er Esbens debutfilm ”Den kæmpestore bjørn” udtaget til Filmfestivalens konkurrenceprogram Generation Kplus.

”Den kæmpestore bjørn”, som er produceret af Copenhagen Bombay, er en spændende og dramatisk fortælling om to søskendes ferie hos deres morfar i Sverige, hvor de forvilder sig ind i en fortryllet skov og bliver viklet ind i en kamp om liv og død. Her opdager de, at det er nødvendigt at hjælpe hinanden og holde sammen, hvis det skal lykkes dem at slippe ud med livet i behold.

”Den kæmpestore bjørn” får biografpremiere i Danmark torsdag 10. februar.