Det ville være synd at sige at Infinity Ward stod over for en let opgave, da de skulle skabe opfølgeren til deres smashhit fra 2007, Modern Warfare. Modern Warfare vandt tonsvis af priser, var blandt de bedst sælgende spil i året og spillets kombinationen af en ekstremt veludført singleplayer og den måske bedste multiplayeroplevelse til dato var simpelthen uovertruffen. Meget få spil har derfor været så længe ventede og hypede som Call of Duty: Modern Warfare 2, men Infinity Ward har alligevel formået at leve op til forventninger. Med en eksplosiv singleplayer kampagne, et væld af unikke co-op missioner og en fantastisk multiplayer er Modern Warfare 2 simpelthen en af de bedste shooters til dato.

Modern Warfare 2 fortsætter historien fra etteren og endnu engang bliver man suget ind i en historie om terrorisme, bedrag og storpolitiske konflikter. Man tager igen rollen som flere forskellige soldater undervejs og bliver bragt rundt på det meste af kloden, lige slumkvarterene i Rio til den Siberiske isørken. Det er velfungerende og giver en god variation i spillet, og det samme kan siges om missionerne der strækker sig lige fra snigemissioner til drabelige kampe i meget små områder.

Mens kampagnen alt i alt er vellykket, er ikke alt helt perfekt. Historien er meget mørk og byder på masser af overraskelser under vejs, men den er ikke just let at følge. Som et resultat heraf bliver man aldrig rigtigt suget ind i plottet. Samtidig kan det hele være overstået på ca. 5-6 timer hvilket er en smule skuffende.

Der er til gengæld mere indhold i den nye ”Special Ops”-del. Her spiller man en række kortere missioner med relation til både Modern Warfare 2 og det oprindelige Modern Warfare. Alle disse missioner kan spilles alene, men det er klart sjovere at spille dem igennem samme med en ven. Special Ops understøtter både co-op via online og splitscreen og er faktisk en rigtig god tilføjelse der forlænger spillets levetid betydeligt.

Det er dog spillets multiplayer der i sandhed adskiller spillet fra mængden. Modern Warfare 2 benytter sig af det samme princip som etteren; du starter fra bunden af med adgang til et begrænset udvalg af våben og klasser, men jo mere man spiller og jo bedre man klarer sig, des flere experience points optjener man. Disse giver dig adgang til nye våben, nyt udstyr og de såkaldte ”perks”. Disse kan øge dit liv, forbedre dine evner i nærkamp, tillade dig at løbe hurtigt i længere tid og så videre. Der er desuden en lang række nye og meget interessante perks, men det er bedst overladt til læseren at opdage dem. Med bedre muligheder for våbensammensætning, nye og bedre killstreak-bonusser og et hurtigere og endnu mere flydende gameplay, føles spillets multiplayer bare helt rigtigt.

Alt i alt lever Modern Warfare 2 op til den massive hype der har været omkring spillet. Selvom kampagnen er lige vel kort og kunne have været fortalt lidt mere elegant, er det et adrenalinsus uden lige fra start til slut. Special Ops er en fantastisk mulighed for co-op, og tilsætter man en af de bedste multiplayer-oplevelser på en konsol, ja, så har man et spil der helt igennem har været ventetiden værd.