“Nej, træk mig nu baglæns ind i fuglekassen” – var en af de morsomme replikker der blev genbrugt i skolegården, dengang far var dreng. Årsagen var at DR monopolet havde yndet os den norske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix i TV. Det var en morsom hybrid der miksede den norske sweaterkultur med elementer fra den internationale racerfilm. Mundharmonika og benzinslugere i én og samme film. Bjergkøbing Grand Prix er elsket af alle, så derfor kan en ny generation af børn, år efter år, adopteres i den samme filmoplevelse – meget efter industriens interesser, som kan genbruge konceptet til nutidens medier: Bjergkøbing Grand Prix møder Nintendo DS.

Testperson A: Mig, anmelderen, 35 år med mangeårig erfaring i spil. Testperson B: Min søn, fem år, overraskende ferm spiller. Jeg måtte hurtigt erkende at Bjergkøbing Grand Prix bringer de voksne på udebane. Det er tænkt og skræddersyet som et børnespil. Konceptet er baseret på den velkendte sandkasse-struktur, hvor spilleren kan styre sin karakter i et non-lineært miljø på toppen af Bjergkøbing. Det var positivt overraskende at se, for jeg har længe kritiseret de strengt lineære børnespil for ikke at være så børnevenlige endda. Børn vil have en fri leg – ikke en opgave der skal løses.

Banen er bundet sammen af en række minispil og små missioner, som kan løses i tilfældig rækkefølge, og gradvist åbner miljøet sig og bliver større. Minispillene er heldigvis meget selvforklarende – men mest fordi det er baseret på old-school spilgenrer: Puslespil, memospil, en variation af bejewled, grib æbler der falder ned fra træt og lignende. Grundlæggende ikke mere kompliceret end Game&Watch spil. Reglerne er simple så der er begrænset behov for forældrehjælp. Andre spil er missioner som forgår i selve miljøet. Her skal man eksempelvis vande planter med en utæt vandkande, fange sommerfugle og finde flag med sofus’ knallert. Det meste er hjulpet med tydelige pile og dansk tale. Alt i alt en spiloplevelse med lav barriere og fåtallige knaster.

Det er primært logiske spil baseret på pædagogiske normer, som formentlig også kan styrke børnenes evner på skolebænken. Særligt postsorterings-spillet kan træne børn i noget, som mange forældre formentlig vil sætte pris på: Ordenssans.

De mange spil og missioner bærer naturligvis mod et mål: At bygge Il Tempo Gigante. Man får et stykke af bilen ved at løse opgaver, og hvis man klør på, har man samlet racerbilen efter ca. en times tid. Herefter kan man køre et racerløb, men hvis man er relativ erfaren bilist snupper man førstepladsen på første forsøg. Og Hvad skal man så? Her kommer spillets største problem: Selvom det er velproduceret, godt afbalanceret for børn og pænt charmerende, så er indholdet for magert. Når bilen er samlet og løbet er vundet, så er der kun optimeringer tilbage. Ved at øve sig på de mange minispil kan man få højere point, hvilket giver flere racerbiler og baner. Der er dog langt til loftet hvis man vil have max på alle områder, for minispillenes sværhedsgrader bliver gradvist højere, men spørgsmålet er om børnene gider. Personligt savnede jeg mere et meget større miljø at bevæge sig i. Hvad med resten af Bjergkøbing by?

Der er kælet for detaljerne i Bjergkøbing Grand Prix. Sandkassens indhold har mange fine detaljer og det vidner om et produktionshold der har gjort en ekstra effort, for kvalitetens skyld. Men indholdet er snævert. Spillet koster omtrent 400,- og det er, i mine øjne, lige en hundrede las for meget i forhold til kvantiteten. Enten skulle spillefladen udvides, eller også burde man have barberet lidt af prisen. På den anden side findes der masser af børnespil som gør et afsindigt dårligt stykke arbejde. Bjergkøbing Grand Prix byder på simpel underholdning smagt til med pædagogiske opgaver, så det befinder sig absolut i feltet af gode børnespil. Et licensspil af den bedre slags, som trods alt kan anbefales.