Norske Funcom brugte hele 5 år på at lave dette spil, da man ville vide sig sikker i ikke at blive fejet af bordet af World of Warcraft i den første måned. Nu har Age of Conan så været ude i noget tid, og jeg har to karakterer der er omkring de level 50-60, og jeg tæver stadig videre! Men ak, alt er ikke lykkeligt i Conans verden.

Spillet er bygget op omkring Conan tegneserien, hvilket fans hurtigt vil genkende, Arnold er ikke at finde nogen steder. Blod er for eksempel en af tingene, og i særdeleshed den meget "voksne" tone der er at finde i spillets verden. Grusomme fatalities hvis lige ikke er set siden det første Mortal Kombat, besøg på bordeller og fik jeg nævnt blod? Der er en grund til at spillet har en 18+ rating, og forældre gør klogt i at overholde det.

                 Klik for større billede

Der er 12 forskellige karakterer fordelt på fire arketyper, Soldier, Rogue, Priest og Mage. Disse er alle fordelt på tre "racer",de noble Aquilonians, de krigeriske Cimmerians og lærde Stygians. Alle er menneske racer, så der er altså ikke mulighed for at vælge dværge, elve og orker her. Her er heltene mennesker og fjenderne nederdrægtige uvæsner og andre fjendtligt sindede racer.På øen Tortage, som man er skyllet op på, bliver man stille og roligt ført igennem spillets facetter og introduceret til spillets interaktive kampsystem. I stedet for at få musearm/finger af at klikke sig igennem kampe, bliver man i stedet for bedt om at udføre forskellige komboer via tal-tasterne, jo hårdere en kombo, jo flere taster skal man ramme. Systemet fungerer upåklageligt, dog reagerer det ikke lige så hurtigt som du kan ramme tasterne, da din figur også skal nå at svinge sit sværd før den næste tast bliver talt med. Dog er der en forskel mellem klasserne, da komboerne kun er at finde i meleeklasserne, magikere skal slå sig til tåls med simple musetryk, hvilket gør melee-klasserne sjovere at spille med, og nemmere! Det er en hård tjans at være alene i Hyboria som Priest!

                 Klik for større billede
Grafisk er spillet i særklasse, og det er meget få spil der kan måle sig med AoC når det kommer til det visuelle. Bare det at stå på en bjergtop og kigge over praktisk taget hele den dal man befinder sig i, er nok til at få en til at sige "wow"! Samtidig skal det dog siges at det kræver sin maskine at få spillet til at køre i fulde omdrejninger. Lyden fungerer også som den skal, musikken er som hentet ud af "Ringenes Herre" (dog er temaet fra filmen ingen steder at finde, til denne anmelders skuffelse), og man har altid fornemmelsen af at blive mødt af en rigtig atmosfære når man går rundt i Hyboria, fugle kvidrer. Et sted man dog hurtigt skruer ned, er "advarsels"musikken der kommer hver gang man er i kamp, fin idé, men det holder ikke hvis man samtidig skal snakke med sine kammerater over headsettet.

Som helhed er der masser at lave i AoC, men spillet fungerer bedst på øen Tortage, hvor der er en god balance mellem destiny quests og side quests. Når man så kommer til Hyboria går det sådan set også godt, lige indtil man runder det skarpe level 50, og man ser sig nødsaget til at "grinde" mere og mere og der bliver længere mellem relevante ting at tage sig til. Særligt slemt bliver det i de endnu højere levels, hvor spillere klager over mangel på quests.

                 Klik for større billede

Men mangel på relevans i AoC er ikke Funcoms største bekymring, det er bugs’ene derimod. Følgende kunne være hevet ud af enhver samtale mellem to spillere i AoC; "Lad os tage hen til…hov der blev mit kort gråt", "Hvor er manden jeg skal tale med?", "Er det ikke meningen at jeg skal kunne drikke Mana Potions hvis jeg skal have fyldt mit Mana op igen?". Eksemplerne er mange, og det har drevet mange spillere til vanvid, og langt væk fra AoC. Funcom har dog i løbet af de seneste måneder lavet masser af opdateringer, og de værste af bugs’ene er blevet rettet, men der er stadig nogen tilbage.

Man kunne undre sig over hvad der villle være sket hvis Funcom ikke havde smidt et "halv"-færdigt spil på markedet. Særligt fordi der er så meget at byde på i Conans baghave. Pt. siger Funcom at der er ca.400.000 spillere i Hyboria, men der er blevet langet over 1 mio. kopier af spillet over disken! Forhåbentligt vil mange af dem vende tilbage når spillet har fundet stabilitet, og udvidelsen (læs mere på Funcom.com) med nyt content udkommer, for Hyboria er et godt sted at være hvis man har brug for lidt "old fashion violence".