April står i Hendes Majestæt Dronningens tegn, og det skyldes naturligvis, at Dronningen den 16. april kan fejre sin 70 års fødselsdag. I den anledning udsender SF Film ikke færre end to DVDer, hvor Dronningen spiller en væsentlig rolle i tilblivelsen af disse.


Dronningens Danmark

I denne ”road-movie” med Hendes Majestæt Dronningen i hovedrollen tager Dronningen os med på en tur rundt til de steder i Danmark, der har og har haft stor betydning for hende og hendes liv. Vi kommer blandt andet forbi jagthytten i Trend, hvor Dronningen tilbragte mange somre som helt lille, Gråsten Slot, hvor almindelige huslige pligter som f.eks. at vaske op var hverdag for den lille kronprinsesse og naturligvis også et smut til Grønland, der, som alle ved, har en hel særlig plads i Dronningens hjerte. På hvert af de i alt otte steder ser Dronningen tilbage på sit liv, og fortællingerne krydres med masser af private smalfilmsoptagelser fra Hendes Majestæts barndom og tidlige år som dronning. Optagelser, som aldrig er blevet vist før.

Den poetiske dokumentarfilm tager seerne med på en rejse gennem det danske landskab, den danske historie og afslører Hendes Majestæts Dronningens store lidenskab for dansk historie og kultur, mens Dronningen giver beskueren en unik indsigt i sine egne erindringer om at vokse op i en kongelig familie.

Som bonus indeholder Dronningens Danmark også dokumentarprogrammet ”Bag om De Vilde Svaner”.

*******************************************************************************************

De Vilde Svaner

Den anden er biograffilmen De Vilde Svaner, som havde premiere 11. september sidste år. Det klassiske H.C. Andersen-eventyr er instrueret af Peter Flinth og Ghita Nørby, som også selv spiller med i filmen, mens Dronning Margrethe II har stået for scenografien og kostumerne.

Den 60 minutter lange nyfortolkning af eventyret er unik, da filmen er optaget ved hjælp af den særlige green screen-teknik, hvor skuespillerne spiller foran et grønt lærred, hvorefter alt omkring skuespillernes indsættes digitalt. Det er denne teknik, som har gjort det muligt at inddrage Dronning Margrethe II’s decoupager så omfattende, som det er tilfældet i denne film og på en måde, så skuespillerne i flere tilfælde bogstaveligtalt flyver rundt i den papirklippede scenografi.

Om arbejdet med filmen udtalte Dronningen i forbindelse med biografpremieren ydmygt: ”Det har været en utrolig ære at arbejde med filmatiseringen af H.C. Andersens eventyr De Vilde Svaner og samtidig arbejde sammen med så mange dygtige og professionelle kunstnere i en sammenhæng, hvor jeg jo er den rene amatør. Tilgangen til arbejdet har været, at hvis du tror på eventyret, så tror eventyret også på dig.”

I filmen medvirker bl.a. Ghita Nørby, Stine Fischer Christensen, Jens Jørn Spottag, Benedikte Hansen, Søren Sætter-Lassen – og Dronning Margrethe II.