Guitar Hero: Warriors of Rock

Nye funktioner samt en sætliste på over 90 numre kan ikke redde Guitar Hero: Warriors of Rock fra at føles gammel og slidt. Er man fan af genren, eller har besøg af vennerne, og alle instrumenterne klar, er der dog timevis af solid underholdning at hente i Neversofts nyeste, og sidste, Guitar Hero spil.
 
Der var tale om en mindre revolution i spilindustrien i 2005 da det første Guitar Hero spil udkom til Playstation 2, ikke alene på grund af den nye måde at spille på (man fik rent faktisk en guitar i hånden!!)Men også fordi spilmoroten var så velfungerende. Siden er det gået stærkt, og inden for de sidste fem år er der udkommet et hav af Guitar Hero spil, og andre udviklere har kopieret succesen og givet os lignende spil som eksempelvis Rock Band, Battle of the Bands og Rock Revolution.
 
Hvad er så nyt i Guitar Hero: Warriors of Rock, udover den guitar der følger med i bundlepack? Jo det mest iøjnefaldende er, at udviklerne har forsøgt at implementere et narrativt forløb. Desværre er historien så tynd, så ideforladt og klichefyldt at jeg ville føle mig mere intellektuelt udfordret af at se et afsnit af Paradise Hotel: I tidernes morgen udkæmpede en sagnomspunden helt en drabelig kamp mod et urgammelt bæst, hvis ondskab ingen grænser kendte. Helten tabte kampen, hans krop blev forstenet og den økse han kæmpede med gik tabt. Det er nu op til Guitar Hero karaktererne, ved hjælp af deres fantastiske rock ’n’ roll kræfter, at tage kampen op mod bæstet.  Helt ærligt Neversoft – var det virkelig det det bedste I kunne komme op med? Jeg er godt klar over at det er ’gameplay first’ i et spil som dette, men der må trods alt være en grænse for hvad man kan tillade sig. Man kunne som minimum have implementeret et element af humor og selvironi, noget som sidste års Brütal Legend havde stor succes med, men det er der på ingen måde tale om.
 
Grafisk er Guitar Hero: Warriors of Rock en hån mod, hvad en Playstation 3 eller X Box 360 er i stand til, der er nemlig ikke sket noget synderligt på den front siden det første spil til Playstation 2. Karaktererne er grimme og klodsede, bevægelser på scenen og synkroniseringen ikke specielt troværdige, og de små filmsekvenser er kedelige og livløse. Nu er det heller ikke det vigtigste element i et spil som dette, da man hovedsageligt sider med øjnene klistret på de faldende noder, men det ændrer ikke på at Guitar Hero: Warriors of Rock er et grimt spil at se på.
Lydsiden er derimod god, og det er jo det vigtigste i et musik/rytme spil. Med de musikalske indslag er det som altid et spørgsmål om personlig smag, men sætlisten er noget skizofren, og ikke helt i tråd med det heavy rock image som den narrative del, såvel som animationsstilen ellers læner sig imod. Det er KISS ikonet Gene Simmons der lægger stemme til spillet, ideen er fin, men han virker slidt og uoplagt som fortæller, og jeg kan tænke på mange der ville kunne løfte denne opgave bedre, eksempelvis Rush medlemmerne der medvirker i en længere sekvens, i Quest mode, hvor man spiller det meste af deres legendariske 2112 album igennem.
Guitar Hero: Warriors of Rock byder, udover den nye questmode, selvfølgelig også på Party Play, både hvor man kan spille sammen og mod hinanden. Online Play hvor du kan dyste mod andre guitarvirtuoser fra resten af verden. Quickplay hvor du skal løse 13 udfordringer til hver sang, med mulighed for at importerer sange fra det efterhånden ganske store Guitar Hero-musikbibliotek. Der kan optjenes stjerner for at udløse bonus indhold og selvfølgelig er der masser af topscorerlister hvor man kan få endeløs konkurrence.
 
Alt i alt er der masser af underholdning og udfordring i Guitar Hero: Warriors of Rock, og er man fan af genren, er det nemt at tilgive spillets fejl og mangler, og bliver derfor ikke skuffet. Er man nybegynder findes der dog bedre steder at starte, hvor særhedsgraden er mere afbalanceret og præsentationen bedre (eksempelvis Guitar Hero 5). Warriors of Rock er et hæderligt forsøg, der ikke helt indfrier sit potentiale, det føles mest af alt som en udvidelses pakke og derfor kan det virke lidt urimeligt at skulle give fuld pris.